Når A-landsholdet samles mandag, er det med en topmotiveret Pierre-Emile Højbjerg i truppen. For den 19-årige FC Augsburg-spiller har det at spille for Danmark udviklet sig til et særligt kærlighedsforhold, siden han i maj første gang stod med den rød-hvid trøje over hovedet i Parken.

»Det er måske indtil nu det største, der er sket for mig. Ikke bare i min fodboldkarriere, men i hele mit liv,« fortæller Pierre-Emile Højbjerg.

»Det der med at kunne gøre en hel fodboldnation ivrig og vild. Det med at skabe resultater til sit land og sin brormand, der står ved siden af en. Det giver mig helt kuldegysninger at tale om,« siger Pierre-Emile Højbjerg.

»Det med at repræsentere sit land og få en rus og et håb i et land. Det med at få resultater igen i dansk fodbold. At komme til slutrunder. Det betyder meget. Selvom der er en konflikt (der blev løst lørdag, red.), selvom Morten Olsen stopper, så må hovedmålet være, at vi kommer til EM i Frankrig,« fortsætter Pierre-Emile Højbjerg, der også har et klart ønske om, hvordan hans drømmescenarie ser ud på landstrænerposten, efter Morten Olsen i den forgangne uge offentliggjorde, at han stopper i sommeren 2016.

»Hvis jeg kunne vælge, ville jeg give Morten Olsen to eller fire år mere. Han har sat den røde tråd op og har nu høstet nogle af de talenter, han har sået. Så både af respekt, men også fordi han er den rigtige mand, synes jeg, han skal høste frugterne af sit arbejde.«

»Men når det nok ikke bliver sådan, så vil Michael Laudrup for dansk fodbold være et interessant navn. Så selvfølgelig vil man spørge sig selv, om han ikke vil have lyst til at sætte det danske landshold de næste år.«