Lørdag fik spillerkonflikten mellem Spillerforeningen og DBU endelig sin ende med en ny aftale for de næste fire år. DBUs direktør Claus Bretton-Meyer mener, at DBU står uændret i forsøget på at forbedre forbundets image efter de langstrakte forhandlinger.
”En del af noget større” har været DBUs store slogan, siden Claus Bretton-Meyer og Jakob Høyer som henholdsvis direktør og kommunikationschef påtog opgaven at skabe et nyt og mere åbent DBU. Fodboldforbundet havde i mange år under daværende kommunikationschef Lars Berendt haft et mindre succesfuldt omdømme, og derfor skulle der ryddes op, var meldingen.
Men det har været en langstrakt og udfordrende proces for DBU, og med den nu overståede spillerkonflikt er opgaven bestemt ikke blevet nemmere. Hele vejen gennem forhandlingerne har der været situationer, der har vist, at intentionerne om at fremstå som en kompetent og åben organisation har svære vilkår.
DBUs forhold til Morten Olsen blev blandt andet udstillet i medierne sideløbende med konflikten. Det endte ud i, at Morten Olsen meldte sin afsked som landstræner. En beslutning, som dem tættest på Olsen havde viden om i forvejen, men som arbejdsgiveren DBU ikke var informeret om før allersidste øjeblik.
Udover det brød stridighederne mellem DBU og Spillerforeningen ud i lys lue i medierne, selvom begge parter lørdag gav udtryk for, at de var kommet tættere på hinanden for fremtiden efter uenighederne og med indgåelsen af den nye aftale.
DBU-direktør Claus Bretton-Meyer indrømmer, at DBUs brand har brug for at blive genoprettet. Men det er ikke på grund af episoderne med Morten Olsen og spillerkonflikten ifølge direktøren.
»Der er ingen tvivl om, at DBUs brand generelt har brug for en genopretning. Og det har vi også efter denne situation, men det var jo en proces, vi havde påbegyndt ved at anerkende, at det skulle der arbejdes på, «siger han.
Der har været mange ting udover spillerkonflikten, forholdet til Morten Olsen, der tog sin afsked, som har gjort, at DBUs image i offentligheden kan have krakeleret. Hvordan skal I rette op på det?
»Der er ingen tvivl om, at jeg ikke kan genkende det billede, der har været fremturet i medierne omkring forholdet mellem Morten og mig. Morten og jeg har altid haft et meget, meget professionelt samarbejde. Og Morten har hele tiden været løbende orienteret, hvor vi har stået henne. Så i den sammenhæng oplever jeg, at den konflikt er skabt et andet sted. Det er ikke en situation, jeg kan genkende.«
Men du siger, at I har en arbejdsproces i forhold til DBUs brand. Hvordan skal I genoprette tilliden til DBU efter konflikten?
»Der har vi jo lanceret ’En del af noget større,’ som er paraplyen over en række aktiviteter med henblik på at opnå…«
Har den strategi ikke lidt et slag med konflikten og hele affæren med Morten Olsens afsked?
»Det tror jeg ikke, man kan afvise, at det er tilfældet. Det er heldigvis noget, man kan måle på. Som jeg nævnte før, er vi i en proces, hvor vi godt var klar over, at brandet havde brug for at få en genfødsel. Den er vi i fuld gang med. Det positive i den her sammenhæng er, at vi i den periode, vi har forhandlet, har haft rigtig meget dialog med nye potentielle partnere. Det er lidt en speciel situation, så hvis brandet havde været så dårligt, havde det nok ikke været tilfældet. Vi er på en rejse, det er der ingen tvivl om.«
Nu har konflikten så at sige skubbet til den rejse. Hvor står I henne fremadrettet efter det hele?
»Uændret. Jeg oplever, at det her er en del af rejsen i forhold til at komme videre.«
Tror du, at den almindelige fan af landsholdet i form af hr. og fru. Danmark tænker sådan om DBU?
»Det må man spørge hr. og fru. Danmark om.«
