Forestil dig at købe en stor københavnerlejlighed til næsten 3 millioner og på 141 kvadratmeter, men når du får overdraget skødet, bliver du nægtet at flytte ind.

Det scenarie kan blive til virkelighed for den næste ejer af en københavnsk herskabslejlighed på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg.

Årsagen er, at lejligheden er udlejet med en lejekontrakt, der er uopsigelig. På adressen bor der en mandlig lejer på en evighedskontrakt, han fik videregivet fra sin afdøde mor helt tilbage i 1964.

Derudover vil en kommende ejer kun modtage 5.480 kroner i månedlig husleje fra luksus-lejeren, der selv bestemmer, hvor længe han vil blive boende.

Ejeren skal betale en månedlig nettoydelse på 12.389 kroner, samt 7.018 kroner i månedlig ejerudgift. Når alt er gjort op, vil den kommende boligejer stå tilbage med et tab på omkring 14.000 kroner hver måned.

Selvom lejligheden trænger til en kærlig hånd, er der ikke tale om en almindelig studiebolig. I Home-annoncen står der nemlig:

»Lejligheden trænger til istandsættelse. Her er tre smukke stuer en suite med ekstravagante stuklofter, høje vægpaneler, original kamin og udgang til balkon med elegant svunget støbejernsgitter. Lejligheden byder desuden på to værelser samt rummeligt køkken og ditto bad. Skal der være endnu et værelse, kan den bageste stue fint agere som sådan.«

Lejligheden står til den nette sum af 2.995.000 kroner.

»Det er ret usædvanligt med en sådan lejlighed, for i dag bliver de fleste lejligheder lejet ud til to år ad gangen eller for en kortere periode. Men de nye lejeregler gælder ikke, hvis lejekontrakten blev indgået før i tiden, og det er tilfældet med denne her lejlighed,« siger Nicolas Morille fra Home.

Selvom det vil være et tvivlsomt køb for ny ejer, så oplyser Home, at de allerede har modtaget interesse fra potentielle købere.

»Vi har fået en del henvendelser fra folk, der vil vide, hvad lejekontrakten går ud på. Vi holder åbent hus på søndag klokken 14.40, så der vil nok dukke flere spørgsmål op,« Nicolas Morille.

Tror du, nogen vil lægge næsten 3 millioner kroner for en ejerlejlighed, hvor lejeren, der betaler så lidt i husleje, ikke kan opsiges?

»Ja, det tror vi. Et firma kan investere nogle penge og eje den i en årrække, hvor de derefter kan sælge den videre. Man skal bare vide, at man ikke kan købe lejligheden og flytte ind i den,« siger Nicolas Morille.

Havde der boet en lejer, hvis kontrakt kunne opsiges, så ville prisen have været endnu højere, slår Nicolas Morille fast.

»Vores ejendomsmægler, der er på sagen, har taget forbehold for, at der er en lejer på en uopsigelig kontrakt. Det er klart, at H.C. Ørsteds Vej er en god beliggenhed. Det ville dog have kostet det dobbelte, hvis den var udbudt til fri handel, uden der var en fast lejer,«.

Foruden en favorabel evighedskontrakt lægger lejeren en årlig husleje på kun 65.760 kroner - 5.480 kroner om måneden - for den fantatiske lejlighed, der ligger på 4. sal og med udsigt over det meste af København.

Lejligheden blev opført i 1902.