29 år gamle Fie fra Otterup på Fyn måtte låne penge af sin familie for at få hverdagen til at løbe rundt.
Men i virkeligheden var det store problem ikke manglende penge. Det var derimod impulskøb, cigaretter og fastfood, som bidragede til et overforbrug på 2.200 kroner om måneden. Derfor tilmeldte hun sig TV3-programmet 'Luksusfælden', som man kunne se hende deltage tirsdag aften.
Alenemoderen til to børn fik dog hjælp af Luksusfældens eksperter Carsten Linnemann og Kenneth Hansen i form af et økonomisk overblik og et nyt budget.
Hun fortæller til BT, at det i dag - nogle måneder efter optagelserne - går godt.
»Jeg har fået betalt nogle flere lån ud, som har gjort, at jeg har flere penge til rådighed om måneden. Mange af de lån jeg har betalt ud, er de små lån på telefon og sofa osv. Fra januar betaler jeg også mere af på mit banklån. Så det kommer nok til at tage lidt af tiden,« siger hun til BT.
Hun var dog lidt skuffet over, at eksperterne ikke kunne hjælpe hende med sine banklån og bil
»Jeg synes jo ikke, jeg har fået så frygtelig meget hjælp, som jeg havde håbet på. Det er jeg lidt ked af,« siger hun.
Derudover har Fie fra Otterup været glad for besøget. Især den kalender med forskellige aktiviteter, som Luksusfælden gav den lille familie. For inden deres besøg, så havde hun svært ved at tage børnene med på tur.
»Vi har været i legeland i en hel dag. Det er de jo helt vilde med, og så skal vi i zoologisk have her lige inden jul.«
Det har hjulpet på både hendes humør, men også børnenes humør. De er henholdsvis tre og seks år.