Hvis der er noget, som kan få folk op i det røde felt, så er det deres privatøkonomi.

Det har TV3-programmet 'Luksusfælden' bevist. Her følger man økonomiske eksperter, der skal rådgive danskere, som har problemer med deres pengepung. Tirsdag aften besøger eksperterne Carsten Linnemann og Louise Frost Brian og Mette fra Vejen.

Parret har sammenlagt en gæld på 1,6 millioner kroner. Alene skat har 700.000 kroner til gode. De resterende penge er fordelt over 80 gældsposter.

Brian og Mette har haft misligholdt gæld på 18.000 kroner om måneden, men samtidigt har de brugt 16.500 kroner på mad og diverse. Derudover har Brian og Mette heller ikke betalt for deres tvillingers daginstitution. Både Carsten Linnemann og Louise Frost er kritiske i forhold til parrets forbrug.

Det får fabriksarbejderen Brian op i det røde felt:

»Jeg har lyst til at bede jer om at pakke jeres lort og så køre igen,« siger den 33-årige mand, der dog falder lidt til ro efterfølgende.

Udover det store rådighedsbeløb, så har parret også lejet et hus på 176 m2 til 8.000 kroner om måneden. Det har de heller ikke planer om at flytte fra. Og slet ikke til en lejlighed, da de har haft dårlige erfaringer med at bo i lejlighed.

Mette er 33 år gammel og tager sin 10. klasse på VUC. Men Louise Frost forklarer, at hun er nødt til at få sig et job. Ellers kan de ikke få det til at løbe rundt.

Efter parret har fået forevist deres forbrug, trækker eksperterne dem med udenfor for at snakke om deres biler. Her kommer det frem, at Mette og Brian har haft 23 biler i løbet af de sidste fire år. Derudover skylder de grøn vægtafgift på 30 biler.

De har også haft en campingvogn, som de har betalt 2400 kroner til om måneden.

Se med tirsdag aften 20.00 på TV 3 for at se, hvordan det går med parret og om de fastholder samarbejdet med eksperterne.