Glen Riddersholm vil ikke tale om FCK. Men det er helt efter planen, at FC Midtjylland øger forspringet til konkurrenterne.
FC Midtjylland er godt på vej til at blive danske mestre med en suverænitet, som man skal helt tilbage til sæsonen 2010/11, hvis man vil se noget lignende, da FCKs såkaldte dream team hærgede.
Og det er helt efter planen at lægge yderligere luft ned til forfølgerne, forsikrer midtjydernes cheftræner Glen Riddersholm.
»Vi gik ikke ud til foråret for at forsvare vores forspring, vi gik ud for at øge det. Vi går efter at blive danske mestre, det har hele tiden været vores målsætning,« fastslår træneren.
I weekenden øgede Ridderholms guldkandidater forspringet fra ni til elleve point ved på hjemmebane at besejre Hobro 3-0, mens FCK samtidig spillede uafgjort 1-1 i Parken. Men det sidstnævnte resultat er ifølge eget udsagn ikke noget, som FCM-træneren spilder tid på at tænke over.
»Vi er ligeglade med, hvad de andre præsterer. Vi er målrettede og har kun fokus på os selv. Vi skal ikke ud og hovere over for nogle andre. Der er rigtig mange kampe tilbage, og det koncentrerer vi os om,« fastslår Riddersholm afvisende kort efter, at han i øvrigt har været med reserve-ulvene på Frederiksberg til en uafgjort kamp mod FCKs reserver.
Han vil ikke høre tale om, at FCM har haft medgang i forårets kampe. Det er kun løn som fortjent, når holdet vinder uge efter uge.
»Bortset fra kampen mod Randers har vi ikke haft en eneste kamp, hvor vi har haft medgang. Ellers har vores sejre kun været resultatet af gode præstationer.«
Riddersholm er ikke begejstret for at få brudt holdets rytme med en landskamppause, men det er rart nok at kunne gå ind i pausen med en sejr i ryggen.
»Vi er ikke på nogen måde trætte, vi har masser af power og overskud. Det gode er, at vi har en sejr bag os, så er humøret lidt højere,« fastslår Riddersholm, som først begynder at tænke på den næste modstander, Esbjerg, en gang i næste uge, når alle hans spillere igen er tilbage i Herning efter landskampspligter.