Det så mere end grumt ud, da Esbjergs skadesplagede højreback Ryan Johnson Laursen blev båret fra banen under torsdagens hjemmekamp mod FC København.

I en hidsig duel med FCK's Thomas Delaney fik Ryan Johnson Laursen et voldsomt vrid i sit venstre knæ, og de første meldinger fra Esbjerg-lejren bar dystre. Man frygtede, at den uheldige spiller havde pådraget sig et brud på benet, og at endnu en lang pause ventede.

Men for én gangs skyld kunne Ryan Johnson Laursen forlade en røntgenfotograf med et smil. For billederne konkluderede, at der ikke var sket et brud.

»Efter 4 timer på skadestuen viser røntgenbillederne intet tegn på brud. Tak til alle der har sendt positive tanker min vej,« skrev Laursen i et sent tweet i nat.

Esbjerg har endnu ikke meldt ud, hvornår den tidligere U21-landsholdsspiller forventes at være kampklar igen.