»Med den rigtige bil, så er han en verdensmester.«
Sådan lyder de korte og præcise ord fra TV3 Sports Fomel 1-ekspert, John Nielsen, når talen går på tyske Nico Hülkenberg.
Og det er en dyster spådom for Kevin Magnussen.
Den 29-årige tysker triller i denne sæson rundt på racerbanerne for Force India, men det kan meget vel blive byttet ud med en gul racer i næste sæson – Kevin Magnussens Renault.
Den velsete medie motorsport.com skriver mandag, at Hülkenberg og Renault efterhånden er blevet så varme på hinanden, at tyskeren ser ud til at blive kører i det franske fabriksteam i næste sæson.
Forståeligt, lyder det fra John Nielsen, der ser et meget stærkt samarbejde mellem team og kører, hvis det bliver en realitet.
»Han er et kæmpe talent, der er blevet forbigået for mange gange. Det er historien om en racerkører, der har været verdensmestermateriale i mange år, men hver gang han har været tæt på Ferrari, er der kommet en anden i vejen. Jeg kan tydeligt se, hvorfor han vil til Renault. Det er hans sidste chance for at blive fabrikskører,« siger John Nielsen til BT.
BTs Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard, skrev i sin klumme efter søndagens grandprix, at Hülkenberg er en af kandidaterne til Renault-sæderne, men at det ville efterlade flere muligheder til Kevin Magnussen.
Tidligere på sæsonen havde Hülkenberg en batalje med netop danske Kevin Magnussen, hvor tyskeren mente, at Kevin kom for tæt på i et sving under en træning.
»Jesus, Magnussen. Sikke en idiot,« sagde Hülkenberg over radioen. Læs mere om den historie her.
Alligevel er det John Nielsens indtryk, at Hülkenberg, med rette, er en vellidt skikkelse i feltet.
»Alle ved, at han er en af de absolut bedste. Han er vellidt og meget respekteret, fordi alle ved, han giver den gas. Han er meget seriøs og lidt af en joker. I søndags overhalede han Bottas efter en lang duel og kvitterede med et ’see you later’ over radioen bagefter,« siger Formel 1-eksperten.
I 2015 kørte Hülkenberg med i det legendariske 24 timers løb på Le Mans for Porsche, hvor han endte med at vinde sammen med Earl Bamber og Nick Tandy. Ikke overraskende, siger John Nielsen.
»Han er en verdensmester med den rigtige bil. Har han det rigtige udstyr, så leverer han. Det beviste han på Le Mans.«
Flere af BTs læsere spurgte søndag BTs Peter Nygaard ind til netop rygterne omkring Hülkenberg, ligesom der også blev spurgt til Magnussens fremtid. Eksempelvis tror han på, at Magnussen og Hülkenberg kommer til at sidde i Renault'erne i 2017. Læs hele chatten med BTs Formel 1-korrespondent her.
BT har forsøgt at få en kommentar fra Kevin Magnussens lejr, men det har ikke været muligt.
