Claus Bretton-Meyer mener ikke, Morten Olsen er kørt ud på et sidespor, ligesom han ikke køber kritikken om, at han ansætter svage ledere for at styrke sig selv.
Læs også:
Læs også:
Stemmer i DBUs bestyrelse undrer sig over ansættelserne af Unionens nye elitechef og talentudviklingschef. Der sættes spørgsmålstegn ved ledelsens kompetencer og DBUs administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, kritiseres for at ansætte svage ledere. Samtidig har landstræner Morten Olsen meldt sig ud af samarbejdet med Unionen, melder flere kilder. Men hvad siger direktøren selv til kritikken og problemerne?
Claus Bretton-Meyer, oplever du, at Morten Olsen har meldt sig ud af det mere brede samarbejde i DBU og nu udelukkende koncentrerer sig om sit eget hold og sine egne resultater?
»Det, der er helt centralt i forhold til det, som Morten og jeg har diskuteret, er, at det absolut vigtigste er, at sørge for kvalifikation til EM. Jeg synes faktisk, det er klogt at koncentrere sig om det, der er den vigtigste opgave. Så når man oplever, at Morten fokuserer på den mest væsentlige opgave, synes jeg, det giver mening.«
Men oplever du også en landstræner, som ikke længere er ’DBUs landstræner’, men kun landsholdets træner?
»Nej, det er ikke min oplevelse. Jeg ser stadig en træner, der kommenterer på de ting, der er. Eksempelvis har han udtalt sig om Danmarks pulje til VM. Det, der er interessant, er ikke, hvad folk oplever, men hvad der sker. Og det vigtigste for DBU er en kvalifikation til EM. Det ved alle, og det er jeg rigtig glad for, at Morten fokuserer på.
Har I kørt Morten Olsen ud på et sidespor, siden du tog over som direktør for halvandet år siden?
»Det er på ingen måde min oplevelse. Det er ikke det, vi har haft noget ønske om, og det er heller ikke det, vi har gjort.«
Du har selv udtalt, at du eksempelvis ikke har den sportslige kompetence til at ansætte en landstræner alene. Synes du, der er tilstrækkelig fodboldfaglig viden i DBU efter ansættelsen af Kim Hallberg og Flemming Berg?
»Mit udgangspunkt er, at det er bestyrelsen, der har sat den proces i gang og står bag ansættelsesudvalget. Jeg oplever, at både Kim og Flemming har rigtig stor fodboldfaglighed. Derudover er ansættelsesudvalgets opgave at søge inspiration og tale med rigtig mange mennesker. Det er noget, vi er i fuld gang med. Så jeg kan ikke genkende det billede.«
Ud fra de kriterier, I listede op, da der skulle ansættes en elitechef og talentudviklingschef, har I så leveret det, I lovede med ansættelserne af Kim Hallberg og Flemming Berg? Dengang blev der talt om muligheden for ’topprofiler’. Er det dét, vi har fået i en tidligere team manager i Brøndby og en tidligere talentspejder, der de sidste syv år har boet i Portugal?
»Vi har fået det, vi gerne ville have. Der er ikke nogen tvivl om, at der er mange mennesker, der er interesserede i den type stillinger. Men vi har fået det, vi var interesserede i. Derfor kan jeg ikke genkende den kritik.«
Er det stærke ledere i dine øjne?
»Der er en ledergruppe i DBU, og i den gruppe sidder Kim Hallberg, men ikke Flemming Berg. Jeg oplever i den grad, at Kim Hallberg har ledelsesmæssig gennemslagskraft og samtidig er fagligt dygtig.«
En del af den kritik, vi hører, er, at der ikke bliver ansat ledere, som har styrke til at udfordre ledelsen. Ansætter du ikke ledere, der kan udfordre din magtbase?
»Jeg har ansat ledere i 25 år og har haft succes med de job, jeg har haft. Det havde jeg næppe haft, hvis jeg ansatte svage ledere omkring mig. Hele min ledelsesfilosofi handler netop om at få de bedst mulige folk på pladserne. Der sidder nogle dygtige ledere i DBU, som i den grad ikke bare nikker.«
Skal man frygte, at du ansætter en landstræner, der er en ’svag’ leder, fordi du så ikke har en mand siddende på posten, der vil sige dig imod?
»Jeg ansætter kun stærke ledere. Derfor er der ingen grund til at være bange for, at ansættelsen af den fremtidige landstræner ikke skal være af den bedst mulige profil. Så det mener jeg er ren konstruktion.«