Tåregas, vandkanoner, smadrede vinduer og 10 tilskadekomne. Det lyder måske ikke som den mest optimale opskrift på en ferie, men det var ikke desto mindre virkeligheden for turisterne i den populære tyrkiske ferieby Alanya søndag aften.
En demonstration, der begyndte ved havnen i byen, udviklede sig til voldsomme optøjer, da tyrkiske nationalister dukkede op foran det prokurdiske parti HDPs partilokaler, hvor de viftede med tyrkiske flag for derefter at angribe og ødelægge lokalerne.
Det fik politiet til at gribe ind med vandkanoner og tåregas - med 10 tilskadekomne, deriblandt én betjent, til følge.
Læs også: Star Tour sendte advarsels-sms: Voldsomme uroligheder i ferieparadis
Flere danske rejseselskaber advarede deres gæster om situationen med sms’er, men alligevel var det ikke alle, som undgik mødet med de voldelige demonstranter.
»Jeg var selv midt i uroen. Der var panik, og folk løb rundt ved havnen. Dog ikke mere end vi gik stille hjem derfra. Vi hørte om skud og gummikugler og blod, men selv oplevede jeg kun en skrigende kvinde og en såret, der tog taxa til sygehuset.«
»Mange lokale klappede af demonstranterne. De havde ellers jernrør med, så der var lagt op til ballade,« skriver Michael Pedersen, der er på ferie i Alanya med sin kæreste, på BTs Facebook-side.
Han har selv optaget denne video - ca. ti minutter før, at demonstranterne gik amok:
Flere svenskere er i løbet af dagen også stået frem i svenske medier, hvor de har fortalt om deres oplevelser fra den voldsomme aften søndag.
»De smadrede hele havnen. Vi så folk, der bar på sårede, og der var en masse smadret glas. Nu er hele byen lukket og slukket,« sagde svenske Jennifer Ljungstedt Forse til Aftonbladet natten til mandag.
»Det startede roligt, men udviklede sig så. De angreb butikker, smadrede flere barer og kastede med brandbomber. Det var bestemt ikke en sjov oplevelse - det var skræmmende,« siger en anden svensker, Karoline Pettersson, til Expressen.
Langt de fleste danskere kan dog fortælle om en relativt rolig aften i Alanya - hvis man altså bare undgik det lille område, hvor demonstranterne befandt sig.
»Da demonstrationen startede, var vi næsten lige ankommet til Atatürk (en stor plads i centrum af Alanya, red.). Vi henvendte os til betjentene, som var mødt talstærkt op, og de fortalte os så, hvad der foregik,« skriver Pia Poulsen, der er på ferie i Alanya med to andre voksne og syv børn, i en mail til BT.
»Vi havde dog luret situationen, og vores almindelige fornuft sagde os, at vi skulle gå modsat demonstrationen, og derfor satte vi os på en uberørt restaurant, nød maden, varmen og den tyrkiske gæstfrihed i stor stil.«
»Vi har været her i to uger nu, og med en sund fornuft, som man altid skal bruge, uanset hvor i verden man er, er vi overhovedet ikke bekymret på nogen som helst måde for vores endnu to uger i pragtfulde varme, gæstfrie og skønne Tyrkiet,« skriver hun.
Læs også:
Og den holdning går igen hos flere andre danske turister i området, der heldigvis ikke kom i nærkontakt med hverken betjente eller demonstranter.
»Jeg var nede i Alanya centrum i går, da demonstration startede, og ja, der blev kastet lidt tåregas, men det var altså ikke værre, end at man bare kunne gå ned ad nogle af de andre gader end den, hvor demonstrationen var,« skriver Patrick Hansen på Facebook.
Alle større danske charterselskaber sælger rejser til Alanya, der generelt er på danskernes top-3 over sommerens favorit-destinationer.
Ifølge Star Tour var søndagens demonstrationer en isoleret hændelse, og der skulle derfor ikke være nogen risiko ved at gå en tur i byen her til aften.


