Ti personer kom til skade, og butikker blev smadet, da demonstranter og politi søndag stødte sammen i turistparadiset Alanya i Tyrkiet.
Masser af sol, dejlige sandstrande og god mad. Det plejer at være de nøgleord, der lokker tusindvis af danskere til det tyrkiske ferieparadis Alanya hvert år.
Men søndagen bød på alt andet end feriestemning i den store turistby. En demonstration udviklede sig nemlig til voldsomme optøjer, hvor politi og demonstranter stødte sammen i byens centrum.
TIP: Oplevede du optøjerne i Alanya? Så send os en e-mail på 1929@bt.dk
Allerede inden demonstrationen gik i gang, stod bevæbnet politi klar i havneområdet og opfordrede turister til at blive væk. Siden sendte de danske rejsebureauer Star Tour og Spies advarsler til deres kunder om situationen.
»I går (søndag, red.) modtog vi information fra en kunde om, at der var en større samling mennesker. Det tjekkede vi yderligere og fandt ud af, at der ville være en demonstration i havneområdet i Alanya,« siger Mathias Bergendahl, der er informationschef i TUI Nordic, som ejer Star Tour.
Læs også:
»Det var en isoleret hændelse, som fandt sted i nogle timer. Den blev hurtigt opløst, men vi ville gerne være på den sikre side og besluttede os derfor at sende en sms til vores kunder, hvor vi bad dem om at undgå at besøge havneområdet på det tidspunkt den dag. I dag er alt normalt igen,« siger han.
Ifølge flere lokale medier udviklede demonstrationen sig, da tyrkiske nationalister dukkede op foran det prokurdiske parti HDPs partilokaler, hvor de viftede med tyrkiske flag for derefter at angribe og ødelægge lokalerne.
Politiet greb ind med vandkanoner og tåregas for at skille parterne ad. I alt skulle ti personer være kommet til skade, deriblandt én politibetjent. Dertil kommer materielle skader på en adskillige butikker.
På Star Tours skandinaviske Facebook-sider har flere turister givet udtryk for deres bekymring over situationen, men spørger man Mathias Bergendahl, kan man roligt tage i byen igen.
»Vi er ikke bekymrede for yderligere optøjer. Der er ikke noget generelt at være bekymret for, og der er heller ikke kommet nogen nye rejse-anbefalinger fra det danske Udenrigsministerium. Gårsdagens optøjer var en isoleret hændelse,« siger han.
Alle større danske charterselskaber sælger rejser til Alanya, der generelt er på danskernes top-3 over sommerens favorit-destinationer.

