Det danske stortalent Mikkel Bjerg triumferede i suveræn stil i enkeltstart for U23 ved VM i Bergen.
Han var naturligvis en glad ung mand efter sin overraskende sejr, som kom i hus efter et dramatisk løb.
Blandt andet tabte Bjerg kæden undervejs i løbet, men han formåede at sætte den tilbage på plads, mens han stadig sad på cyklen.
»Det er fedt. Jeg tror ikke, at jeg har forstået det helt endnu. Det er det suverænt største, jeg har oplevet i min korte karriere. Jeg vil gerne takke min træner, Thomas Dalsted,« siger Mikkel Bjerg, som drømmer stort om fremtiden, men han holder benene på jorden.
»Jeg tror helt sikkert, at de store hold har fået øjnene op for mig, så det kan åbne nogle muligheder for mig. Jeg har dog det fint nok med at bruge nogle år på at lære, inden jeg tager næste skridt,« siger teenageren, som efter sejren er blevet sammenlignet med den pensionerede tempokonge Fabian Cancellara.
»Det er selvfølgelig et af det helt store idoler, som jeg altid har kigget på og tænkt, at han var en led stodder. Det er fedt at få den sammenligning. Det bliver man glad for, » siger Bjerg, som kan se frem til at bære regnbue-trikoten det næste år som symbol på, at han er verdensmester.
Og det er noget, der skal fejres.
»Vi skal da have et glas champagne i aften. Mon ikke det også bliver til nogle øl, når sæsonen er slut,« siger den danske guldvinder.
Landstræner Anders Lund er imponeret over Mikkel Bjerg.
»Han satte alle konkurrenterne til vægs i dag. Han havde bare en motor og et niveau, som var helt outstanding. Kæmpe respekt for den præstation,« siger den danske landstræner, Anders Lund.
Han har kun roser til over for den tidligere danske mester i enkeltstart for juniorer, som i de seneste år vist prøver på sine store tempoevner.
Ved VM for juniorer sidste år i Doha vandt Bjerg VM-sølv. Denne sæson er hans første som U23-rytter og også her har han kørt flotte resultater hjem. I august vandt Bjerg, som kører for det danske hold Team Giant-Castelli, sølv ved EM for U23-ryttere.
»De der fartfænomener kører stærkt, uanset om de førsteårs eller fjerdeårs-U23-ryttere. Mikkel Bjerg er sådan en rytter, hvor farten bare er i blodet,« siger Anders Lund, som trods det flotte resultatater ikke vil garantere, at Bjerg kan tage sin fart med ind i de professionelle rækker.
Men potentialet er der bestemt.
»Fysisk har han, hvad der skal til. Men der er mange skridt, der skal tages fra denne præstation, før tingene lykkes på længere sigt på World Tour-niveau. Han skal modnes og blive en mere helstøbt rytter,« lyder skydsmålet fra landstræneren.
Anders Lund mener, at Bjergs guldmedalje kan bane vejen for flere store præstationer fra de danske ryttere i den resterende VM-uge.
»Det giver et boost til alle i landsholdslejren, at der kommer en guldmedalje med ind til aftensmaden, som skal fejres med et glas Champagne,« siger landstræneren.
