Cecilie Frøkjær står sammen med syv andre værter i spidsen for Knæk Cancer-showet. Dermed er hun kvinden, der skal lytte til alle de ekstremt rørende historier, der kommer i løbet af aftenen.
»Det er en meget speciel aften. Man er lige ved at græde, og så griner man igen, og så er man ved at græde igen. Man går hele følelsesregistret igennem«, siger Cecilie Frøkjær, der har et særligt kneb, når tårerne presser sig på.
»Jeg har nivemærker i hånden, fordi jeg niver mig ekstremt hårdt, når jeg er ved at græde. Men sådan er det jo. Man niver sig lidt eller kigger op i loftet. Det er jo ekstremt rørende,« siger hun.
Inden Rasmus Seebach gik på scenen under Knæk cancer-showet, havde 47-årige Dorte Berndt og hendes familie været i studiet for at fortælle deres historie. Dorte Berndt har selv været ramt af kræft og har mistet sin mor og svigermor til sygdommen. Hele familien blev rørt til tårer, da de opdagede, at Rasmus Seebach havde fået følgeskab af Dorte Berndts gospelkor.
Cecilie Frøkjær fortæller, at hun også var meget tæt på at græde, da hun så Dorthe Berndts reaktion.
»Det var ved at gå galt under Dorthes historie, hvor hun sidder med sine tre børn, og hendes eget gospelkor kommer ind og spiller med Rasmus Seebach. Der bryder hun jo nærmest sammen. Jeg stod nede bagved og blev nødt til at vifte for øjnene,« siger hun.