Danmarks nye statsminister Lars Løkke sad sidste år i call centeret under Knæk Cancer 2014 og tog imod donationer over telefon. I år har han dog uddelegeret opgaven til sin sundhedsminister, Sophie Løhde. Det store show er dog stadig yderst vigtigt for Lars Løkke, der selv mistede sin far til sygdommen for tre år siden.

»Min far døde af prostatakræft for tre år siden. Derfor vil jeg gerne støtte op om dette. Jeg var også ude at løbe med Vanløse IFs førstedamer lørdag morgen rundt om damhussøerne. Her samlede pigerne 5.000 kroner ind. Så det var rigtig dejligt«, siger Lars Løkke, der nævnte, at han godt kunne følge med.

Ligesom de fleste andre danske mænd indrømmer Lars Løkke, at han er dårlig til at gå til læge. Samtidig ryger den 51-årige politiker dagligt, men det skal der gerne laves om på, siger han.

»Jeg var til læge i fredags for første gang siden 1991. Det er derfor, jeg er så glad. Alt er godt. Jeg fik at vide, at min lungekapacitet er god. Jeg spurgte min læge, om det er nu, jeg skal stoppe med at ryge eller bare blive ved, nu hvor mine lunger har det så godt. Han mente så det første. Men ja. Jeg burde stoppe«, siger han uden den store overbevisning i stemmen.

Lars Løkke er glad for, at Danmark holder disse private indsamlingsshows. For Danmark er efter de andre europæiske lande, når det handler om behandlingen af kræft, siger han.

»Det går bedre med behandlingen og overlevelsesraten stiger, men vi er bagud i forhold til andre lande, som vi skal sammenligne os med. Og hvis vi sammenligner de fem regioner, er der nogle, der stadig hænger bagefter«, siger han.