Morten Ankerdal skal igen i år lede seerne igennem det store show. Sidste år mistede den 42-årige journalist sin far, Steen Ankerdal. Derfor betyder sygdommen og dagens show ekstra meget for ham.
Da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage sidste år, var Sten (Morten Ankerdals far red.) alvorligt syg af kræft. Så jeg kan godt sætte mig ind, hvad vi hører i aften. Jeg savner ham rigtig meget, men den Steen jeg savner, kunne jeg ikke få. Jeg havde jo ikke lyst til, at han skulle leve længere, når han var så syg, siger Morten Ankerdal, der skal lede showet sammen med Cecilie Frøkjær, Natasja Crone, Morten Resen, Divja Das, Felix Smith, Peter Tanev, Louise Wolff og Lasse Rimmer.
»Når jeg tænker på ham, tænker jeg på alle de gode minder, som jeg gerne ville have haft flere af. Mit første besøg i New York var fx med ham. Vi travede Manhatten tyndt, efter vi havde lavet forolympiske lege i Atlanta. Hele mit arbejde har jo også hængt sammen med hans passion for journalistik. Jeg savner også at diskutere med ham, for han var sindssyg skarp,« siger Morten Ankerdal, der selv bliver tjekket for en irritabel tarm, da det netop var tarmkræft, som Steen Ankerdal tabte kampen til.
Sidste år blev Morten Ankerdal enormt rørt under showet. Selv om han ikke forventer, at det sker igen i år, kan han intet love.
»Jeg troede ikke, at det skete sidste år. Men man ved aldrig. Jeg har netop lige set en dokumentar med en fyr, jeg har talt med i forbindelse med Knæk Cancer. På et tidspunkt kommer han ind på et Hospice med sin kone. Der ramte det mig virkelig hårdt. Det havde jeg ikke set komme,« siger han.