Det er ikke så tit, dommeren får ros af spillerne efter en fodboldkamp - navnlig ikke fra det tabende hold. Men Brøndbys Johan Larsson var godt tilfreds med dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, selvom FCK vandt kampen 1-0.

»Jeg synes, at dommeren skal have stor ros for sin præstation. Han ødelagde ikke kampen, da han ikke dømte så mange frispark, men gav os lov til at spille,« siger Johan Larsson ifølge bold.dk

»Når der var frispark og episoder, hvor han lige skulle tale med os, så klarede han det hurtigt, og så var vi i gang igen. Det skal han have ros for,« siger svenskeren, der ved tidligere møder imellem de to klubber synes, at der har været lidt for stor tendens til, at dommeren har sat sig selv lidt for meget i scene.

Selvom Mads-Kristoffer Kristoffersen tillod, at spillerne gik til hinanden, var han ikke nærig med advarsler.

Otte gange hev han det gule kort op ad lommen - fire gange til hvert hold.