Brøndby og FCK mødes som bekendt i årets pokalfinale torsdag 25. maj i Parken. Og nu har Dansk Boldspil-Union (DBU) også udpeget dommeren.
Det bliver Jens Maae, som skal passe fløjten i pokalfinalen.
»Jeg er utrolig stolt af at være udpeget til at dømme årets pokalfinale, og at to af de mest traditionsrige klubber så mødes i den finale, jeg er valgt til at skulle lede, gør ikke glæden mindre. Jeg glæder mig meget til kampen - og ikke mindst til den fantastiske kulisse, jeg forventer, de to holds fans vil skabe i en forhåbentlig prop-fyldt Telia Parken,« siger Jens Maae til DBUs hjemmeside.
Jens Maae har ifølge DBUs dommerkonsulent, Kim Milton Nielsen, leveret stabile dommerpræstationer på et højt niveau. Således er han i øjeblikket ved EM for U17-landshold, hvor han skal dømme finalen.
Det er anden gang i historien, at de to ærkerivaler mødes i pokalfinalen. Første gang var i 1998, hvor Brøndby vandt 4-1.