Så gik den ikke længere for Per Rud, som er blevet fyret af Brøndby IF som sportsdirektør og erstattet af den tidligere OB-træner Troels Bech.
Fyringen af Per Rud har måske været længe undervejs, fordi Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen allerede i starten af måneden - helt præcist 8. juni - varslede, at bestyrelsen ikke havde været tilfredse med den sportslige sektor, som Per Rud havde ansvaret for.
»Vi skubber selvfølgelig på, at der bliver eksekveret på alle parametre - lige fra det kommercielle, til det kommunikative, til det sportslige. Og vi kan jo se på det sportslige, at der er nogle ting, som kan forbedres,« forklarede Jan Bech Andersen til bt.dk.
Brøndbys bestyrelsesformand sagde dengang, at han var yderst tilfreds med tredjepladsen i årets Superliga. Primært fordi det var klubbens målsætning inden sæsonstart, men også fordi det stemte overens med den økonomiske balance i klubben.
Men samtidig pointerede Jan Bech Andersen, at Brøndby havde brugt for mange penge på spillere, som ikke havde formået at slå igennem - en udmelding, der må betragtes som en stikpille til Per Rud, der som nu forhenværende sportsdirektør var ansvarlig for spillerindkøbene.
»I juli 2014 havde jeg en snak med den sportslige sektor og Thomas Frank om, hvad der var realistisk, og det var en top tre-placering. Så kan man altid begynde at diskutere, om økonomi og sportslige resultater hænger sammen, og alt tilsiger, at over tid vil de to ting kalibrere, og så passer det, så vi må bare erkende, at dér, hvor vi har haltet lidt efter, det er, at vi har brugt for mange penge - også på spillere, som måske ikke har spillet så meget,« fortalte han.
Jan Bech Andersen var manden, der skaffede Daniel Agger til Brøndby i sommeren 2014 via en stor økonomisk indsprøjtning. Men i fremtiden vil han ikke hjælpe med lignende store indkøb. Derfor sagde han, at der skulle komme system i Brøndbys indkøb.
»Jeg vil sige, at der for nu ikke er planer om at give flere gaver til holdet. Nu må vi også prøve at finde et leje og være i vater, så vi kan være selvkørende,« lød det fra Jan Bech Andersen