Brøndby har fredag fyret Per Rud som sportsdirektør og i stedet ansat Troels Bech som afløser. I Per Ruds tid ved styrepinden - han har været der siden 2013 - har han hentet en del spillere, som aldrig slog til, men også flere succeser.

Allerede efter sæsonens sidste kamp, der bød på et skuffende 0-1-nederlag hjemme til Esbjerg, affyrede Brøndbys bestyrelsesformand og storaktionær Jan Bech Andersen en udmelding, der satte fut i spekulationerne om en mulig oprydning i Brøndbys sportslige ledelse. Der var brugt for mange penge på spillere, som ikke blev nogen succes på vestegnen.

Fredag - 11 dage senere - faldt hammeren så, og Per Rud blev fyret.

På baggrund af fyringen giver bt.dk dig her overblikket over de mange indkøb, Per Rud har stået for som sportsdirektør i Brøndby. Der er nuværende profiler iblandt, men også dyre og løntunge navne på længerevarende kontrakter, hvoraf enkelte efter skuffende præstationer allerede er udlejet.

Tidligere har Per Rud over for bt.dk afvist at kommentere på sine indkøb, der står herunder.

Holmbert Fridjonsson:

Hentet 1. september 2014.
Pris: Leje

Den lange islænding blev i september lejet i skotske Celtic, men bed sig aldrig fast i Brøndby-angrebet. Blot en enkelt scoring blev det til, og nu vender han tilbage til Skotland.

Michael Almebäck:

Hentet 17. juli 2013 på en tre-årig kontrakt.

Er aldrig slået igennem i Brøndby og blev ved årsskiftet udlejet til Esbjerg på en etårig aftale. Virker ikke som en mand, der har en fremtid i Brøndby.

Alexander Szymanowski:

Hentet 29. august 2013 på kontrakt frem til sommeren 2016.

Den 26-årige argentinske kantspiller imponerede stort som lejesvend, inden han blev købt ind som en af de dyre drenge. Siden faldt niveauet og Szymanowski røg på bænken og reserveholdet, inden han dog fik spillet sig tilbage på holdet i slutningen af sæsonen.

Fredrik Semb Berge:

Hentet 30. juni 2014 på en fireårig kontrakt.

Vel nok en af Brøndbys største fejlinvesteringer. Dyr spiller, som blev hentet ind på en lang kontrakt, men skuffede fælt og allerede vinteren efter blev afskibet på en lejeaftale til norske Molde. Nordmændene har en købsoption på Semb Berge, men lykkes det Brøndby at sælge, får de næppe samme beløb hjem, som de gav.

Elbasan Rashani:

Hentet 24. juli 2014 på en fireårig kontrakt

Blev hentet til klubben som norsk U21-landsholdsspiller og med et prædikat som Tippeligaens entertainer. Men Rashani har ikke underholdt meget i Superligaen. Den driblestærke nordmand har været hårdt ramt af skader og er endnu langt fra at indfri de høje forventninger.

Johan Elmander:

Hentet 24. juni 2014 på fri transfer - fik en to-årig kontrakt.

Brøndbys fortabte søn vendte i sommer hjem til Vestegnen og bragte med sit store forhåbninger. Men Johan Elmander fik spoleret sæsonoptakten med sin fars pludselige død, og siden kom han aldrig i gear. Kritikken er haglet ned over 34-årige Johan Elmander, der blot er noteret for en enkelt sæsonscoring. Skidt.

José Ariel Nuñez:

Hentet 31. januar 2014 på en fireårig kontrakt

Sydamerikanske José Ariel Nuñez har vist gode takter, men har generelt brugt for mange chancer på at score sine mål. Har desuden døjet med skader på uheldige tidspunkter. Luftede for nylig ønsket om nye græsgange, så fremtiden i Brøndby er uvis.

Daniel Agger:

Hentet 30. august 2014 på en to-årig kontrakt.

Klubbens mest spektakulære handel, der blev finansieret af Jan Bech Andersen som en gave til Brøndby. Skader har spoleret noget af opholdet, men på bundlinjen står alligevel, at Daniel Agger helt som forventet har været en kæmpe forstærkning. Afgørende for Brøndbys bronzemedaljer.

Teemu Pukki:

Hentet 1. september 2014 på en etårig lejeaftale - fik fredag 19. juni en ny, tre-årig kontrakt.

Den finske angriber har været en klar forstærkning af Brøndby-offensiven, selvom han undervejs løb ind i en scoringskrise. Ni mål blev det til i en godkendt sæson.

Christian Nørgaard:

Hentet 21. august 2013 på en fireårig kontrakt.

Hentet hjem fra tyske HSV og har langsomt men sikkert etableret sig som fremtidens mand på midtbanen. Særligt i skadede Thomas Kahlenbergs fravær er han blomstret og har udviklet sig til en profil.

Thomas Kahlenberg:

Hentet 21. august 2013 på en fri transfer - fik en fire-årig kontrakt.

Vendte tilbage til klubben, der formede ham og da formen på plads blev han omgående en profil i Superligaen. Det har han været siden. Fik dog afslutningen af foråret ødelagt af en skade.

Ferhan Hasani:

Hentet 2. september 2013 på en toårig kontrakt.

Har vist masser af gode momenter, men har også haft perioder på bænken. Har svinget lidt for meget i niveau, men sluttede dog godt af med en fin forårssæson. Har fået løbepas af Brøndby.

Johan Larsson:

Hentet 2. februar 2015 på fireårig kontrakt.

Har været en stor forstærkning på Brøndby-holdet. Defensivt - men bestemt også offensivt, hvor svenskerens utrættelige fremstød har ført masser af mål med sig.

De kom og gik under Per Rud:

Khalid Boulahrouz:

Højt profileret, men for meget skadet. Røg videre til Feyenoord.

Kenneth Zohore:

Blev aldrig mere end en breddespiller. Er nu på lejeophold i OB, som gerne vil beholde angriberen.