Brøndbys bestyrelsesformand er glad for, at klubben vinder bronze, og at han ikke fyrede træner Thomas Frank kort inde i foråret
Bronzemedaljerne kom i hus, men på trods af, at målsætningen blev nået, så er der ingen jobgaranti til hverken træner Thomas Frank eller sportschef Per Rud.
Det slår bestyrelsesformand Jan Bech Andersen fast overfor BT.
»Som jeg altid har sagt, så er der ikke noget, der hedder jobgaranti her. Og det er sådan, det er. Det er en hård branche,« lyder meldingen.
I Brøndby er der plads til større drømme, og klubben har meldt to store mål ud for fremtiden. I 2017 skal man gå i nul økonomisk, og mesterskabet skal være tilbage på Vestegnen senest i sæsonen 2017-2018.
Allerede i næste sæson skal de blå-gule nærme sig FC Midtjylland og FC København, som sluttede over Brøndby i denne sæson, og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen erklærer, at klubben vil fortsætte med sportdirektør Per Rud og cheftræner Thomas Frank i spidsen for projektet – til en begyndelse.
»Jeg er glad for, at vi har nået vores målsætning. Det er et vigtigt signal at sende, så det ikke bare var noget, vi sagde,« siger Jan Bech Andersen:
»Der var mange, som talte om, at Thomas Frank og den sportslige sektor kunne blive fyret efter de tre første kampe i foråret, men kontinuitet er vigtigt, og heldigvis var det rigtigt at holde fast i setup’et, så jeg tror, det mere har været medierne, som har spekuleret i det, end det har været os.«
»Jeg taler ofte med den sportslige sektor og har en god fornemmelse af, hvilken vej vinden blæser. Thomas Frank er dygtig og har modnet holdet. Det kan vi jo se på resultaterne. Og strukturen i organisationen er blevet bedre. Så må vi bare sige, at når man kigger på AaB, FCK og FC Midtjylland, så har de taget nogle lange seje træk, og det er det, der vinder mesterskaber. Og Per Rud, han arbejder hårdt. Vi vinder og taber sammen. Der er ikke så meget mere at sige til det. Han er i samme kategori som Thomas Frank. Vi knokler på og forsøger at skaffe en bedre klub – fra i morgen af. Det er det, vi går på arbejde for,« siger Jan Bech Andersen og fortsætter:
»Vi kører på, og det er vigtigt at have kontinuitet og en plan.«
Den plan inkluderer Thomas Frank og Per Rud.
Til at begynde med i hvert fald.