Riza Durmisi var langt henne i foråret blot en marginalspiller for Brøndby, men siden erobrede han pladsen som venstre back tilbage for de blå-gule, og mandag red han så videre på succesen og fik debut for det danske A-landshold.
Den offensive back, der har scoret tre mål og lagt op til fire scoringer i Superligaen, fik omkring 20 minutters spilletid, da han blev skiftet ind i stedet for Simon Poulsen i Danmarks 2-1-sejr over Montenegro, og det har givet blod på tanden.
Durmisi, som kom med på et afbud fra skadede Nicolai Boilesen, satser på at have erobret venstre back-pladsen på landsholdet inden for et år.
»Jeg tør godt sige, at jeg er fast mand på det her landshold inden for et år. Nu skal jeg passe på med at flyve for højt, for der er rigtig gode konkurrenter til pladsen, men om et års tid tror jeg på, at jeg har bygget på min defensiv, som jeg har brug for. Omvendt har jeg kvaliteter offensivt, som der ikke er ret mange, der har. Derfor tror jeg, at jeg kan bidrage rigtig meget til landsholdet,« siger Riza Durmisi.
»Ser man bort fra de første otte kampe i Brøndby, er jeg kommet i rigtig god form med mål og assist, og det er selvfølgelig rigtig stort at få landsholdsdebut. Det er det, jeg spiller fodbold for, og det har gjort mig sulten for at spille endnu mere på landsholdet. Jeg har fået smag for det her, og nu vil jeg gerne prøve at starte i en kamp og forhåbentlig vise, hvad jeg kan. Jeg er en anderledes type end de andre, og det tror jeg, der er brug for,« fortsætter Riza Durmisi, der er udtaget til U21-landsholdet og derfor skal spille dér på torsdag mod Sverige - medmindre Morten Olsen beder ham tage en tørn mere mod Serbien lørdag.
»Jeg har ikke snakket med Morten Olsen efter kampen. Det kommer jeg nok til snart. Det bliver rigtig spændende at se, om han stadig har brug for mig, eller hvad der sker,« lyder det fra landsholdsdebutanten, der har fravalgt at spille for Albanien, hvor han har rødder.
»Jeg føler, at det er naturligt, at jeg spiller for Danmark. Det er her, jeg er født og vokset op, og jeg føler, at det er mit land. Nu håber jeg, at jeg kan komme ind og vise, at det er mig, som skal spille fast. Men jeg skal også være realistisk og sige, at det er min første landskamp. Jeg fik dog vist, at jeg godt kan være med på det her niveau, og jeg håber og tror også på, at jeg kan være i spil til Serbien-kampen. Hvis der skulle blive brug for mig, er jeg klar.«
