Jeg var til et skønt foredrag med Chris MacDonald, hvor han fortalte, hvor vigtigt det er at få otte timers søvn hver nat. Og det er jeg enig i, men hvad gør man, når man ikke kan finde ud af at sove?

Jeg kan huske, jeg engang så en spændende film med Al Pacino i hovedrollen. ’Insomnia’ hed den, og det betyder søvnløshed. I den spiller Al Pacino detektiven Dormer, der skal løse en mordgåde, men som samtidig lider af et søvnproblem, der konstant holder ham vågen. I takt med at gåden bliver mere og mere indviklet, bliver Dormer mere og mere træt.

Jeg kom til at tænke på filmen, fordi det er nogenlunde sådan, jeg har det for tiden. Jeg skal ganske vist ikke opklare noget mord (heldigvis), men ellers kan jeg fuldkommen relatere til den figur, Al Pacino fremstiller. Lang tids mangel på søvn har gjort mig tung i kroppen. Øjnene smerter, når jeg blinker. Hovedet dunker. Overblikket mangler, og jeg glemmer at høre efter, hvad folk siger til mig.

Jeg går ellers tidligt nok i seng, men allerede efter et par timer går det galt: jeg vågner. En ganske lille smule. Bare det nanosekund, hvor jeg registrerer, at jeg ikke længere er i dyb søvn, er nok til, at jeg næsten panikker: ’Åh, nej – nu er jeg vågen.’ tænker jeg og kigger på uret, der kun viser et eller to. Så begynder tankerne at kredse. Ikke om noget vigtigt (jeg har for længst lært mig selv at stå op og skrive lister, hvis det er fordi jeg ligger og spekulerer på alt det, jeg skal huske).

Jeg har i et par år haft nogle problemer med min skulder om natten, som betyder, at jeg skal sætte mig op og lave nogle øvelser med en elastik. Ellers kramper den, skulderen. Egentlig handler det om, at jeg spænder i kæben, og at den spænding forplanter sig. Men det har stået på så længe, at jeg under normale omstændigheder godt kan finde ud af at lægge mig på puden igen og sove videre. Sådan er det bare ikke for tiden. Lige når jeg kan mærke, at nu glider jeg tilbage i søvnen, så er det som om, hjernen siger: ’Endelig!’ Og det siger den så højt, at jeg ryger retur til bevidstheden. Og kigger på uret igen: Halv tre.

Der går lidt tid. Skal jeg egentlig ikke også tisse? Nej, nu prøver jeg at sove. Og ti minutter efter må jeg alligevel give op. Der går yderligere en halv time: Er jeg måske også en smule sulten? Igen prøver jeg at overbevise mig selv om det modsatte, indtil jeg må op og spise et eller andet hurtigt og ikke alt for tungt. Ind til sengen igen. Og nu er jeg lysvågen. Suk!

Dernæst tøffer jeg ind i stuen og kigger lidt på News. Er lige ved at falde i søvn på sofaen, da et af børnene pludselig græder i søvne. Ind at putte ham og så tilbage i seng i håbet om, at nu må jeg da kunne sove. Forgæves.

Klokken fem om morgenen begynder jeg at høre fuglene synge. Det er en pragtfuld lyd, men lige dér er det også en smertelig påmindelse om, at snart er solen oppe og en ny dag begynder. Jeg er på grådens rand over endnu en nat af denne art.

Jeg tager ørepropper i og spænder en sovemaske (sådan en fra et fly) rundt om øjnene. Henad klokken seks besvimer jeg. Men så klokken halv syv lyder vækkeuret. Jeg føler mig mere død end levende.

Har jeg prøvet med sovepiller? Ork ja. Men end ikke det hjælper. Jeg har også en gang imellem været oppe at hælde et glas snaps ned. Det er altså mere behageligt til en påskefrokost end det er klokken fire om morgenen i et ensomt, mørkt køkken.

Ååååh, påske. Jeg har et spinkelt håb om, at jeg vil finde hvile i påsken. For i påsken har jeg fri. Måske er det dér, hunden ligger begravet?