Et brev, hvor fordomme afprøves, hvor moral testes, og hvor forudindtagede meninger må vige pladsen for oprigtig tvivl.
Kort fortalt har jeg fået et brev fra en kvinde, hvor man omgående mærker, at hun er godt begavet. Hendes tankesæt vidner umiddelbart om god moral: Hun sætter kærligheden til sin mand højt, og den kærlighed nyder opbakning fra den øvrige familie. De ønsker sig brændende et barn, og rammerne udenom det hele er sådan set fine nok. Hun har nemlig et godt job, en god løn og derfor også en god bolig. Desværre har manden som så mange andre mænd en dårlig sædkvalitet, og derfor må de ty til kunstig befrugtning, hvis drømmen om et barn skal gå i opfyldelse.
- Nu kommer så det 'men', som De naturligvis venter på. Lægen vil ikke give forældrene en henvisning til kunstig befrugtning, idet manden er rocker og sidder i fængsel, hvor han afsoner en dom på næsten 6 år (han er halvvejs). I stedet vil lægen sende parret – dvs kvinden – til en familieevalueringsundersøgelse. Og kvinden spørger: 'Så de vil allerede prøve at tage vores barn, inden vi har fået et?'
Hvis myndighederne ikke vil godkende parret, så skal de selv betale for den kunstige befrugtning. Det koster næsten 30.000 pr. behandling, og det kan tage mange behandlinger, før der er et resultat. Hvis altså det overhovedet lykkes. Bør samfundet betale for en rockerbaby?
Jeg synes, det er et svært dilemma. Jeg forstår godt lægen, og jeg forstår godt kvinden.
Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på TV programmet 'Er du mors lille dreng?' Det fulgte et forældrepar, der pænt sagt ikke var ved deres fulde fem. De havde fået en søn, Jørn, som i løbet af ganske kort tid fik alle alarmknapperne til at blinke hos sundhedsplejersken. Den lille dreng led et kolossalt omsorgssvigt. Det endte med, at drengen blev fjernet. Ikke uden omkostninger for ham i øvrigt. 10 år senere valgte kommunen så at give forældrene endnu en chance for at vise, at de kunne tage sig af et barn. De fik derfor endnu en søn, Mads. Som også led et enormt omsorgssvigt og efterfølgende blev fjernet ligesom sin bror.
Jeg har tidligere på denne side vendt emnet tvangssterilisation. Det er ikke et ord, jeg er stolt af at bruge, og jeg forstår godt, hvis emnet provokerer, men ind imellem, så gør det ikke noget, at vi tager hensyn til de ufødte børn. Og derfor mener jeg fortsat, det er et begreb, vi skal diskutere og ikke pure afvise.
Det bringer os så tilbage til historien om rockeren og hans kone. Nogen skal tale det ufødte barns sag, og man må jo indrømme, at der uvilkårligt dukker nogle billeder op på nethinden. Hvis rockeren har fået næsten 6 år, så befinder vi os ikke i småtingsafdelingen. Men hvad handler hans dom om? Er det drabsforsøg, og er der nogen, der vil hævne sig senere? Er det narkokriminalitet, og har han plejet omgang med nogle skruppelløse bagmænd? Er det økonomisk kriminalitet, og kan han i så fald nogensinde komme ud af det?
Alarmknapperne blinker igen. Men omvendt må vi også huske på, at der sidder to mennesker, som brændende ønsker sig et barn. Som elsker hinanden og har al den opbakning, de kan ønske sig hos familien. Moderen alene kan oven i købet garantere, at barnet ikke kommer til at savne noget økonomisk. Så hvorfor må de ikke få et barn?
Læs hendes brev og mit svar i brevkassen: