Nu til problemet. Vi har siden vi mødte hinanden været enige i, at børn betyder meget for os begge to. Jeg har et godt arbejde hvor jeg tjener 35.000 om måneden, har et hjem, en bil og råd til at nyde livet. Jeg er klar til at få et barn - også selvom det til at starte med, bliver alene). Jeg har ikke været på p-piller i et år, og da der så ikke er skete noget, gik jeg til min læge og forklarede hende situationen. Hun gik mere op i hvorfor jeg dog ville have børn med sådan én, end at fortælle mig, om vi kunne blive henvist/undersøgt - et eller andet! Jeg fik min henvisning til sidst, og gik nedslået hjem og græd lidt ud hos min mor og mormor. De var ret forargede over vores alle tre's læge, da de jo ikke kan se det stygge ved min mand.

Dagen efter ringede lægen til mig om formiddagen. Hun trak henvisningen tilbage og sagde, at hun havde henvist os til en familieevaluerings-undersøgelse. Så de vil allerede prøve at tage vores barn, inden vi har fået et? Jeg sagde til hende, at vi bare droppede børn lige nu. Hun lagde meget vægt på, at der intet er i ’vejen’ med mig, men at det er min mand det drejer sig om. Jeg var ret chokeret. Jeg følte mig som en ’junkie’ som kommunen er efter, med hensyn til at de ’ikke vil lade’ mig få mit ønskebarn. Jeg lever et helt normalt liv uden stoffer, hash og druk. Synes det er så unfair.

Jeg har så ringet til en privatklinik, kørt ind med hans sæd i armhulen og fået den testet. Den var meget stærkt nedsat, hvilket vil sige, at han ikke kommer til at få børn naturligt. Endnu en tudetur, selvom jeg godt vidste, at det var ham, og ikke mig, der er problemet. Jeg donerede fine æg i november måned, til kvinder der ikke selv kan få børn. Men altså, siden vi ikke kan få hjælp til det pga. min læge, er vi tvunget til at gøre det privat, uden henvisning, til 28.000,- pr. behandling. Troede bare at alle har ret en til familie. Jeg havde bare brug for at forklare mit problem, til en, der ikke er i min hverdag. Måske er der også andre kvinder, der er i en lignende situation. Ved egentlig ikke rigtigt om jeg har lyst til at du smider det her ud offentligt - havde bare brug for at forklare mit problem til en, der ikke er i min hverdag. Men det må du selv om - det kan være, der sidder andre kvinder, i en lignende situation.

Mvh. vædderen

Kære vædder!

Jeg har holdt dit navn skjult, men jeg vælger at bringe dit brev, fordi jeg synes, det giver debatten om ‘retten til kunstig befrugtning’ en ny dimension. Og jeg synes ikke, det er let.

Jeg vil altid holde på, at man skal tage hensynet til det ufødte barn. Uanset hvad. Og der skal man kigge på fordele og ulemper. Der er ingen af os, der kan levere det perfekte liv til et barn, men når vi tager beslutningen om at få et barn skulle det gerne være I troen på, at vi kan give barnet det bedste. Ideelt set i hvert fald.

Jeg kan sagtens læse ud af dit brev, at du er godt begavet og har hjertet på rette sted, men lad mig lige prøve først at se det fra lægens synspunkt: Din mand har fået næsten 6 års fængsel. Både du og jeg ved, at det er en meget hård straf, som man kun får, hvis man enten har handlet med narko, forsøgt at slå nogen ihjel eller snydt skattevæsenet for adskillige millioner. Sådan i grove træk. Man får det ikke for at stjæle en motorcykel eller ryge i slagsmål. Vi taler med andre ord om et menneske, der enten har handlet med skruppelløse bagmænd, eller som har blod på hænderne i et miljø, hvor man hævner sig eller (i bedste fald) som er dybt forgældet. Det sidste betyder intet i forhold til dit og det eventuelle barns sikkerhed, men det gør de to første ting, og jeg er sikker på, det er de to ting, lægen har vurderet det ud fra. Hvis det imidlertid handler om, at din mand sidder inde for økonomisk forbrydelse, så synes jeg, du skal tage sagen op i næste instans og tale hans sag. For der burde ikke være noget til hinder for, at han kunne blive godkendt, hvis det så at sige ”bare” handler om økonomi.

Du kender din mand, så du ved også, at han er god, kærlig og brændende ønsker sig et barn sammen med dig. Du kender hans gode sider, men prøv om du kan løfte dig op i helikopteren og kigge ned på situationen med en fremmeds øjne. Jeg tror måske godt, du alligevel kan se, hvorfor din læge har sagt, som hun gør.

Når det er sagt, så må jeg jo erkende, at der også findes måder, hvormed man kan snyde. F.eks. kunne I lade jer skille, og du kunne blive befrugtet som enlig forsørger. Men altså vi er ude i noget, som jeg ikke rigtig har lyst at opfordre til. Og så er der en anden situation, som I er nødt til at tænke over: Hvad gør I, hvis det trods gentagne forsøg med befrugtede æg stadig ikke duer? Adoption er jo helt udelukket. Vil du så have sæd fra en anden mand? Vil I så slet ikke have børn?

Nu er det så ærgerligt, at jeg ikke kender jeres aldre, for så ved jeg ikke rigtigt, om tiden arbejde med eller mod jer. Hvis I er meget unge, kunne der jo være god sandsynlighed for, at din mand kunne nå at vende minus til plus, når han kommer ud af fængslet. Men jeg gætter på, at I er lige i begyndelsen af 30’erne. Minus kan stadig vendes til plus, men det er jo en snak I to skal have. Hvad er fremtiden for ham, når han kommer ud? Hvad er planerne? Skal han fortsat være rocker? Hvor længe kan du leve med det?

Jeg tror, du er nødt til at stille dig selv en masse ubehagelige spørgsmål: Hvad betyder det for dig, at han er rocker (er det noget, der tænder dig/som du synes er macho/som du helst ville have ham ud af)? Hvor ser du ham og dig om ti år og er det realistisk? Hvordan vil din mands fravær (hvis stadig i fængsel) og tilhørsforhold påvirke et barn - også når barnet bliver større? Vil I nogensinde kunne få lov at låne penge/få lov at rejse (til andet end Europa)/være i sikkerhed?

Jeg er godt klar over, at du har fået de spørgsmål tusind gange. Men somme tider sker der det, at man reagerer med modstand, når andre stiller de spørgsmål. Man bliver trodsig. Opgaven er nu, at du stiller dig selv spørgsmålene og svarer ærligt og uden omsvøb. Når I har en klar og holdbar plan for fremtiden, så er du også anderledes klædt på til at tale jeres sag. Som sagt er du godt begavet, så det kan du godt klare. Jo mere realistisk du er, desto bedre er du klædt på.

Tja, det var jo ikke en færdigsyet løsning, jeg her kom med, men jeg håber nu alligevel, du kan bruge noget af indholdet i det videre forløb. Under alle omstændigheder skal du vide, at jeg ønsker jer alt det bedste, og du er velkommen til at tage mit svar med og gå igennem med din mand.

Mange gode tanker fra Annette