Jeg tror, de fleste vil give mig ret: Det er en uskik, både når håndtrykket er for slattent og for hårdt.
Ved du egentlig, hvordan du selv trykker hånd? Har du testet det? Har du spurgt? Jeg tror nemlig, vi går rundt i dejlig uvidenhed om, hvordan vi selv trykker hånd. Man kan jo ikke teste på sig selv.
På samme måde er jeg også begyndt at tænke over, hvordan jeg kysser (har prøvet at få min mand til at beskrive det). Og jeg spekulerer på, om jeg er en af dem, der får ’hvide elastikker’ i mundvigene, når jeg taler længe – altså de der spyt/fråde-lignende ting, der sidder som seje tråde mellem læberne. For ved man det dybest set selv?
Nå, men tilbage til håndtrykket, for jeg vil egentlig gerne have det lidt mere på banen. Håndtrykket er sådan en god måde at komme folk nærmere på. Det der med at sige ’hej’ fra døråbningen ind i et menneskefyldt rum, det duer ikke. I hvert fald ikke, hvis man anser sig selv for en del af selskabet. Nuvel, der kan være receptioner, hvor det virker lidt fjollet at give hånd til 200 mennesker, men ved fødselsdage, fester og selskaber virker det bare mere engageret at give hånd. Det prøver jeg også at lære mine børn.
Men når nogle ikke gør det, så tror jeg faktisk ikke, det handler om, at de ikke er velopdragne. Det handler snarere om, at de er generte. Det er jo lidt overvældende at skulle hilse på en masse fremmede. Men måske kunne man gå og øve sig på ikke at være så genert. F.eks. ved at man bare generelt sagde lidt mere ’hej’ til hinanden.
Det slog mig i morges, da jeg havde afleveret min store dreng i skolen. En dame (som jeg ikke kendte) kom gående over skolegården og sagde med et stort smil ’hej’. Sådan en gestus kræver jo ikke ret meget, men det gør en stor forskel. Det giver jo en fornemmelse af nærvær, og man kommer selv til at smile, hvilket ifølge eksperter udløser en masse endorfiner (hormoner i hjernen), som gør os glade.
Jeg kan huske, at jeg gjorde en observation engang, hvor jeg, efter at være flyttet hjemmefra, besøgte mine forældre. Der hvor jeg var flyttet hen, hilste man ikke på nogen, når man mødtes på stien eller vejen. Men hos mine forældre, da vi var ude at gå tur i skoven, hilste vi konstant på mennesker. Somme tider bare med et nik eller et ’goddag’. Det var faktisk så positivt, at jeg efterfølgende tog en beslutning om at sige hej til alle, jeg mødte i mit eget kvarter. Det var lidt komisk, for flere gloede på mig, som om jeg var tosset.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at det vil være lidt omfattende at hilse på alle, man møder, hvis man bor på Vesterbrogade i København. Og lad os bare slå fast, at håndtrykket i den sammenhæng er helt overflødigt. Men så er der jo dem i opgangen og i gården. Får man egentlig sagt ordentligt hej til dem? Jeg tror, det ville være en god idé at gøre det.
Læs ugens breve: