Vi vil jo bare vores datter det bedste. Men jeg ved også godt, der ikke er et rigtig svar, men det er svært uanset hvad vi vælger. Du er selv enebarn, og har fået to børn - er det øv at være en?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Mig
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære dig!
Forleden mødte jeg en gammel kollega, som fortalte mig, at han havde fået et barn, og at de havde besluttet, at det skulle være et enebarn pga. at han og hans kone har svære arbejdstider og ikke føler, de har overskud til to børn. Jeg roste ham meget, fordi jeg synes, det var en fin beslutning at tage på det grundlag. Der er ingen grund til at føle sig presset af, at nogle mener, at ’2 børn er det rigtige’.
Som du nævner, er jeg selv enebarn, og nej, jeg har aldrig savnet at have en søskende. Jeg har været glad for mit ’enevælde’. Jeg har et par gange sagt, at jeg gerne ville have nogen at dele ansvaret med, når mine forældre bliver gamle, men så hørte jeg den anden dag om en kæmpe undersøgelse, der viste, at søskende ikke deler ansvaret. Det er den ældste søskende, der tager sig af forældrene i langt de fleste tilfælde. Og så er vi jo lige vidt.
Jeg selv har fået to børn. Der er næsten 5 år imellem dem. Det har jeg også skullet høre meget for. Mange mener, at de får mere glæde af hinanden, hvis der kun er to år imellem. Det er det rene vås. Jeg kender masser af søskendepar, som ikke har og aldrig har haft noget som helst forhold til hinanden, på trods af, at der kun var et par år imellem dem. Blot fordi man er søskende, er det ikke givet, at man har nogen som helst glæde af hinanden.
Jeg synes, forældrene skal træffe den beslutning, som føles rigtigt for i deres situation. Der er ingen skam i at sige: Vi ønsker os bare 1 barn. Og hvis I har prøvet (og yes, jeg ved udmærket godt, hvor stressende den proces er), så kan det være en befrielse at smide håndklædet i ringen og bare give det ene barn den fulde opmærksomhed. Man behøver jo ikke spolere sit barn med forkælelse, blot fordi barnet er det eneste, man har. Lad fornuften råde og giv jer selv lov til at have den holdning, at et barn er nok for jer. Jeres datter vil glædes over, at I ikke længere er stressede. Måske går hun selv rundt med fornemmelsen af, at hun ikke slår til (nu hvor mor og far så gerne vil have et barn mere).
Jeg er et lykkeligt enebarn. Det bliver jeres datter også. Så væk med bekymringerne. Det bliver I bedre forældre af.
Knus fra Annette