Kære frustrerede!
Nu bliver jeg rigtig irriterende, for mit svar til dig er, at kun du selv kender svaret. Men lad os lige dykke lidt ned i det:
I har mødt hinanden tidligt og kastet jer ud i parforholdet med den helt store pakke (hus og planer om børn). Det kan sagtens være det rigtige fra begyndelsen, men det kan også være farligt, fordi du er forholdsvis ’uprøvet’… tror måske ikke helt, du har løbet hornene af dig. Derfor vil du også være nemmere at friste, når der pludselig viser sig noget andet.
Du føler, at der mangler noget og hænger lidt fast i dette her med, at din kæreste er den perfekte og en, som din familie synes godt om. Det er jo ikke det, der skal holde to mennesker sammen. Det er kærlighed, der skal få to mennesker til at vælge hinanden. Jeg tror måske ikke helt på, at du føler den kærlighed til din kæreste. Omvendt bliver det noget værre rod, hvis du går fra ham, fordi I har et hus sammen, og fordi jeres familier er godt blandet sammen. Men du må ikke holde dig tilbage pga. praktik. Du skal vælge det, der gør dig lykkelig i livet, og hvis det betyder, at der nu kommer et halvt år med kaos, ja ’so be it’.
Til gengæld er jeg heller ikke sikker på, at ham du skriver sammen med, er en soul mate. Det kan godt være, han er det, men jeg tror mere, han er symptomet på, at du savner noget i dit parforhold. Hvis du mener, at der rent faktisk er noget at bygge på i dit parforhold, så skal du fuldkommen slippe kontakten til ham din sms ven. Og det betyder, at han og du aldrig mere må skrive sammen. Punktum og end of story. Det kan godt tage et par år at komme sig over sådan en flirt, men det er omvendt også værd at tage med, hvis du rent faktisk elsker din kæreste og kan se, at I måske har et langt og godt liv sammen foran jer.
Du har brug for at få formuleret for dig selv, hvad det er du savner hos din kæreste. Er det noget, han kan give dig, eller er I dybest set bare for forskellige (vil noget forskelligt, passer ikke sammen seksuelt, holder sammen af andre årsager end kærlighed)?
Jeg tror, du vil ærgre dig over at smide det hele over bords på grund af en anden mand. Men hvis du gør det, fordi du dybet set ikke elsker ham, du er sammen med, så er det verdens bedste grund. Og ja, du har ret: Det er vigtigt, at den beslutning tages, før der kommer børn til.
Og bare for god ordens skyld vil jeg lige understrege, at det ikke er nok, at du elsker din kæreste som en god ven eller som en bror. Det duer ikke. Det er nødt til at være den seksuelle kærlighed.
Tænk efter, tag en dyb indånding og så gør det, der er rigtigt for dig!