D-A-D har med sin nye plade ’A Prayer For The Loud’ lovet at vende tilbage til sit gode, gamle musikalske udtryk. Det store spørgsmål er, om bandet har holdt løftet.
De har holdt deres fans på pinebænken i otte år. Så lang tid er der gået, siden D-A-D sendte sit seneste album, DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK, på gaden.
Bandet har spillet masser af koncerter i perioden op til nu. Men kvartetten har holdt nogle lange pauser siden 2011, og forsanger Jesper Binzer har været ude at forfølge sin drøm om en soloplade.
Med andre ord: Stilheden og Binzers ’utroskab’ har fyldt nok til at gøre enhver D-A-D-fan urolig for, om der var mere tilbage i det rockband, der for længst blevet et nationalt klenodie.
Svaret på den bekymring giver bandet selv med eftertryk med deres 12. studiealbum, der bærer titlen ’A Prayer For The Loud’. En plade, hvor D-A-D selv har garanteret, at der var skåret ind til benet.
Jesper Binzer og co. har nemlig forsvoret at droppe musikalske afstikkere og kogt musikken ind til essensen: Klassisk, melodisk rock med rødder i punk og country.
Musik, som publikum lærte at elske dem for på plader som ’No Fuel Left for The Pilgrims’ fra 1989 og ’Riskin It All', der fulgte op to år efter.
‘A Prayer For The Loud’ åbner med førstesinglen ‘Burning Star’. Lige på og hårdt og med referencer til den punkkultur, bandet er rundet af.
Pladens titelnummer følger op, og her går det op for mig, at D-A-D faktisk holder, hvad bandet lover os.
Skøn boogie-rock i versene glider over i et stort, melodisk omkvæd. Og mens andre rockbands aflivede guitarsoloen allerede i 00’erne, giver Jacob Binzer os en solo med masser af fløde, som var det 1988. Et af pladens stærkeste numre.
'A Prayer for The Loud'-nummeret er sammen med ‘Nothing Ever Changes’ eksempler på en tilbagevenden til det, D-A-D kun har formået ganske få gange siden ’Everything Glows’-pladen fra år 2000. Nemlig at skrive et fedt omkvæd, der hænger ved.
Samtidig er det værd at bemærke, at forsanger Jesper Binzer stadig synger fedt. Det skal vi ikke tage for givet, for det er ikke alle rocksangere, der gør det, efter de har passeret 50.
Brormand Jacob Binzer er kun blevet bedre med årene. Han er ganske enkelt en rockguitarist med international klasse, når han er bedst, og han lyder skønt med producer Nick Foss bag knapperne.
Lyt lige til twang-guitaren i ’The Sky Is Made of Blues.’ Det leder tankerne tilbage til numre som ‘Point Of View’ og ‘Girl Nation’ fra ’No Fuel Left For The Pilgrims’.
Balladerne får også plads på ’A Prayer For The Loud’. ’A Drug For The Heart’ er drevet af akustisk guitar, og Jesper Binzer leverer en moden tekst om at blive klog på kærligheden.
’No Doubt About It’ er tæt på at blive corny-rock med fuldemandskor, men det er okay. De gamle kopunkere i D-A-D har altid været en smule tegneserieagtige, og det må de gerne blive ved med.
Jesper Binzer synger bistert på ’Happy Days In Hell’, og Laust Sonne spiller fortræffelige trommer på det nummer og hele pladen i øvrigt.
Sonne er ganske enkelt den bedste musiker i D-A-D, som han tilfører musikalsk sikkerhed og et defineret grundswing. Han forandrede D-A-Ds lyd for altid, da han erstattede Peter Lundholm i 1999, og han har været en ankermand siden.
Jeg håber, at bandets identitetskrise er slut med ’A Prayer For The Loud’, der er D-A-Ds bedste plade siden ’Everything Glows’.
For D-A-D er ikke gode til at være særlig meget andet end D-A-D. Men det er de til gengæld fremragende til.
Pladen er ude på fredag.
