Populært dansk band gør comeback efter otte års pause


Så er der godt nyt til danske rockfans.
Efter otte års pause, der blandt andet bød på en lille solokarriere for Jesper Binzer, har gode gamle D-A-D været i studiet og er nu klar med helt nyt materiale.
Titlen på 'comeback'-singlen hedder 'Burning Star' og udkommer fredag den 5. april, oplyser bandet i en pressemeddelelse.
Jesper Binzer beskriver nummeret som 'følelesen af en biltyv, der drøner af sted med 200 kilometer i timen for at komme ud til havet og tænke over livet. Nogle gange har man brug for et helikopter-view. Andre gange skal man helt op til solen for at få overblikket', lyder det filosofisk.

»Det er D-A-D i sin reneste form, med stærke referencer til vores historie,« tilføjer storebror og D-A-D-guitarist Jacob 'Cobber' Binzer.
B.T. har smuglyttet til 'Burning Star', der rigtig nok drøner derudad med Jesper Binzers karakteristiske råbe-vokal i forgrunden masser af mulighed for medfølgende headbanging.
Det er som nævnt otte år siden, at D-A-D sidste var aktuelle med ny musik. I 2011 udsendte de albummet 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK', der som det første D-A-D-album siden 1997 ikke gik direkte ind som nummer ét på hitlisten, men måtte nøjes med en andenplads efter Rasmus Seebachs 'Mer' end kærlighed'.
D-A-D regner med at følge den nye single op med et endnu uannonceret album senere i 2019. I april giver de koncert i København, Aarhus og Odense, før de dukker op på en stor del af sommerens festivaler.