Allerede inden premieren på 'Krudttønden' har der været livlig debat om, hvorvidt det er for tidligt efter terrorangrebet i København i 2015 at lave en film om det. Det er et godt spørgsmål – det er til gengæld ret sikkert, at Ole Christian Madsens film ikke gør os det mindste klogere.
Allerede i den allerførste scene begynder filmen at knække.
Betjenten Rico, som har skudt terroristen Omar el-Hussein, bliver debriefet af sin chef. Han bryder straks ud i nogle utroligt fortænkte replikker, der slutter med: »Alt går så stærkt. Kan vi bevare det, der gør os til mennesker? Omar kunne ikke. Kan vi?«
Ole Christian Madsen har flere gange udtalt, at filmen ikke gør noget forsøg på at forstå Omar el-Hussein.
Det er jo et valg, som måske kunne være udmærket, men så virker det underligt at bruge en fjerdedel af filmen på at følge selvsamme Omar el-Hussein, som i filmen fremstår… ja, uforståelig.
Måske bliver han radikaliseret i fængslet, måske var han det allerede inden. Vi ved det ikke.
Og hvad betyder det, når Omar el-Hussein kort inden terrorangrebet siger til en af sine venner, at det var fucked, da han tog til Jordan, og at han skulle være blevet ved med at gå til kickboxing, for det var det eneste, han nogensinde var god til? At han fortryder noget? Eller er det bare en replik, Ole Christian Madsen har digtet, fordi han lige synes, det passede ind? Vi ved det ikke.
Ud over Omar el-Hussein følger filmen tre andre mænd op til terrorangrebet. En af dem er Finn Nørgaard, der er den mest interessante karakter.
Han fremstår kantet og urokkelig og bliver meget påvirket af angrebet på Charlie Hebdo i Paris.
I en central scene ødelægger han den gode stemning ved sin kærestes fødselsdag midt i rødvin og tiramisu, da han i en diskussion om Vestens ulovlige krigsførelse i Mellemøsten, stigmatisering af indvandrere og ytringsfrihed kontra ytringspligt, hårdt insisterer på, at vores demokratiske samfund er skabt ved, at vi kan sige, hvad der passer os, og udfordre alle autoriteter.
Dan Uzan, der blev dræbt foran synagogen i Krystalgade i København, fremstår ikke nær så komplet som karakter.
Vi får faktisk ikke ret meget andet at vide, end at han er en flink fyr og har svært ved at finde et arbejde – måske fordi hans efternavn lyder mellemøstlig, som en velmenende jobkonsulent foreslår.
Det største problem ved filmen er Nikolaj Coster-Waldaus karakter, den fiktive betjent Rico fra Politiets Aktionsstyrke: Han har vrøvl med ryggen, men forsøger at skjule det for sine chefer, for han skal satan edeme ikke have skrivebordsarbejde, og han er også blevet skilt og har ikke meget held med Tinder og har noget vrøvl med Statsamtet, så han ikke kan se sine børn – det lykkedes dog til sidst, i slowmotion – og hører i det hele taget snarere hjemme i en klichefyldt amerikansk actionfilm end her.
Filmen berører i øvrigt heller ikke politiets eller PET's arbejde eller de fejl, de måske/måske ikke har begået. Rico og hans partner får bare at vide, hvor Omar befinder sig, og så skyder dem ham. The end.
Det er i det hele taget utrolig svært at se, hvad vi egentlig skal med 'Krudttønden', og hvorfor den er lavet.
Ole Christian Madsen mener, at film kan hele sår. Det har han givetvist ret i, men det er selv med en ja-hat i sombrerostørrelse svært at se, at 'Krudttønden' skulle være en af den slags film.
