Den 14. februar 2015 affyrede en mand flere skud i teater- og kulturcaféen Krudttønden i København. En dag, mange husker tilbage på med en knude i maven.

En af dem er Nikolaj Coster-Waldau, der spiller med i filmatiseringen af terrorangrebet.

»Det var som om, jeg – uden at ville det – havde fortrængt, at det her var sket i Danmark,« siger den 49-årige skuespiller, da B.T. møder ham på den røde løber ved gallapremieren på filmen 'Krudttønden'.

Det var sådan, han havde det, da han første gang læste manuskriptet til den nye film, hvor han spiller Rico, der er en betjent fra Politiets Aktionsstyrke.

Der var tre mennesker, der døde, og det må ikke glemmes

Nikolaj Coster-Waldau husker, at han sad hjemme hos sig selv, da nogen ringede og fortalte ham om angrebet i 2015.

»Jeg fik en følelse af magtesløshed. En følelse af, at 'det her kan sgu da ikke være rigtigt, det kan umuligt ske,'« siger han.

Det var så langt fra det billede, han havde af Danmark.

»Men det skete, og det er vigtigt, at man taler om det. Der var tre mennesker, der døde, og det må ikke glemmes,« lyder det fra Nikolaj Coster-Waldau.

Nikolaj Coster-Waldau og familie ankommer til gallapremiere på Ole Christian Madsens film 'Krudttønden' i Imperial-biografen i København.
Nikolaj Coster-Waldau og familie ankommer til gallapremiere på Ole Christian Madsens film 'Krudttønden' i Imperial-biografen i København. Philip Davali

Han mener, at det også er vigtigt at huske på, at Danmark er et land med mange forskellige mennesker, der har forskellige baggrunde.

»Det er en fantastisk styrke for os,« siger han.

Da vi spurgte ham, hvorfor han sagde ja til at medvirke i filmen, kom svaret med det samme: Manuskriptet rørte ham.

»Folk skal se den. Man bliver bevæget – den betyder virkelig noget,« afslutter han.