Antonio Brown er en mand, der ikke kun er kendt fra NFL. For de sidste mange måneder har han også fået stor opmærksomhed udenfor banen.

Og nu er den gal igen. Tilbage i oktober skulle Brown nemlig være gået amok, skriver Miami Herald.

En aften i midten af oktober kom han hjem, og i vrede smadrede han et overvågningskamera i det område, han bor i, hvorefter han kastede sin cykel mod det lille hus, som sikkerhedsvagterne sidder i.

Politiet blev tilkaldt, og deres vurdering var, at der godt kunne startes en sag. Det har foreningen, han bor i i Hollywood dog afvist.

»Det er ikke fordi, vi er bange for ham,« fortæller Sylvia Bermand, der er medlem af bestyrelsen. Hun fortæller, at der ikke bliver en stor sag ud af det, fordi Antonio Brown nu har tilbudt at betale for kameraet.

Og i Brown-lejren lyder forklaringen, at der har været nogle problemer i forhold til besøgende venner og gæster. Noget, der er blevet løst.

»Antonio fortryder, at han mistede besindelsen den dag, og han er på god fod med bestyrelsen. Han er dog oprigtigt bekymret for, at nogle mennesker er ude efter han, bare fordi han er Antonio Brown. Han vil gerne være en god nabo, borger og holdkammerat,« siger Alana Burstyn, der er talskvinde for NFL-stjernen.

I slutningen af oktober fik Antonio Brown en kort kontrakt hos Tampa Bay Buccaneers efter at have været væk fra banen på grund af problemer udenfor den.

Han ragede uklar med Pittsburgh Steelers inden 2019-sæsonen, og derfor skiftede han til Oakland Raiders, som han ikke nåede at komme i aktion for, da han ragede uklar med ledelsen. Han fik fyresedlen stukket i hånden den 7. september, men samme dag fik han en kontrakt med New England Patriots.

I januar 2020 blev hans hus stormet af politiet, efter beskyldninger om vold mod en lastbilchauffør fra et lokalt flyttefirma.

Det blev dog kun til én kamp, inden han fik endnu en fyreseddel. Årsagen var, at han blev anklaget for voldtægt og trusler, og han var længe væk fra banen, indtil Tampa Bay Buccaneers altså kom med deres tilbud.

Herfra lyder det, at de var bekendt med episoden med overvågningskameraet, da de skrev under med Brown.

»Da Antonio fik kontrakt hos os, gjorde vi det klart, hvad vi forventer af ham. Indtil videre har han indfriet alle de forventninger, vi har,« lyder det i en udtalelse til TMZ.