Vi er formentlig ganske tæt på at få endnu en dansker i NFL.

22-årige Hjalte Froholdt er indmeldt til den store NFL-draft, der blev skudt i gang natten til fredag, og her tyder alt på, at fynboen kommer til at blive valgt af et af de 32 hold.

TV3 Sport er i øjeblikket på besøg hos Hjalte Froholdt i USA, og den danske football-spiller, der spiller på den offensive linje, fortæller, at der altså er solid interesse for ham.

»Der er nogle, der siger: 'Vi vil rigtig gerne have dig på holdet'. Jeg fik et opkald fra en person, der sagde: 'Vi har lige set din film færdig, og vi tror, du vil være et fantastisk fit herinde',« fortæller Hjalte Froholdt, der dog i samme historie hurtigt kom ned på jorden igen.

Hjalte Froholdt ved NFLs Combine i februar.
Hjalte Froholdt ved NFLs Combine i februar. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

»Så skrev jeg til min agent, at det var da rimeligt fedt, og at det var en 'assistent O-line coach' (assisterende træner på den position, Froholdt spiller, red.). Så sagde han, at to af de andre fyre, han repræsenterer, lige havde fået det samme opkald. Så tænkte jeg, jeg nok ikke er så speciel,« siger Hjalte Froholdt i interviewet, du kan se i toppen af artiklen.

I NFLs draft skal der vælges i alt 254 football-spillere. De fordeles hen over syv runder.

Hjalte Froholdt siger til det danske NFL-medie gulklud.dk, at han har været i kontakt med samtlige hold, men at han har været på besøg hos Oakland Raiders, Chicago Bears og Philadelphia Eagles.

Den første runde af NFL-draften er overstået, hvor quarterbacken Kyler Murray blev valgt som den første spiller af Arizona Cardinals.

Hvornår bliver det så tid for Hjalte Froholdt, der altså vil blive den blot anden dansker til at blive valgt i NFL-draften nogensinde, hvis han bliver valgt?

NFL-draften kan byde på store overraskelser, men flere amerikanske medier har Froholdt til at blive valgt omkring fjerde eller femte runde.

Et enkelt medie (Pro Football Focus) har i sin 'mock draft', der er et bud på, hvordan de forskellige spillere bliver fordelt i draften, budt på, at Froholdt kan gå så højt som nummer 55, hvilket er sent i anden runde.

Anden og tredje runde af draften afvikles natten til lørdag dansk tid, mens fjerde til syvende runde afvikles fra klokken 18 lørdag aften. Du kan se en gennemgang af Froholdts evner lavet af America's Game Denmark her.