Det var ventet, at Arizona Cardinals ville vælge den 21-årige quarterback som den første i NFL-draften.

Den 21-årige quarterback Kyler Murray er blevet valgt af Arizona Cardinals med det første valg i årets NFL-draft.

Kyler Murray kommer fra universitetet Oklahoma, og det var længe ventet, at Cardinals ville vælge den blot 178 centimeter høje spilfordeler.

Det er andet år i træk, at en quarterback fra Oklahoma bliver valgt som den allerførste spiller i draften.

Sidste år valgte Cleveland Browns den nu 24-årige Baker Mayfield, der blev kåret til den bedste collegespiller i 2017.

Ud over amerikansk fodbold har Kyler Murray et stort talent for baseball. Således er Murray den første atlet nogensinde til at blive valgt i top-10 i draften i NFL og den bedste baseballiga Major League Baseball.

Murray har sidenhen opgivet at spille baseball og helliget sig til amerikansk fodbold.

Arizona Cardinals valgte først i draften, efter at holdet endte sidst i hele NFL i den seneste sæson med kun tre sejre og 13 nederlag.

Med valg nummer to valgte San Francisco 49'ers den defensive end Nick Bosa.

Bosas bror, Joey Bosa, spiller allerede i NFL for Los Angeles Chargers.

Med tredje valg tog New York Jets defensive tackle Quinnen Williams, mens defensive end Clerin Ferrell noget overraskende blev taget af Oakland Raiders med det fjerde valg.

Med valg nummer fem tog Tampa Bay Buccaneers linebacker Devin White.

Draftens anden quarterback blev taget af New York Giants, da storbyholdet med den 38-årige quarterback Eli Manning i spidsen, tog 21-årige Daniel Jones fra universitetet Duke.

/ritzau/