Hjalte Froholdt er klar til NFL.

Det er stensikkert, efter danskeren blev draftet til New England Patriots, der er forsvarende Super Bowl-vindere.

Den 22-årige dansker er dermed kommet igennem nåleøjet til NFL og er blevet valgt som en af de i alt 254 football-spillere, som skulle draftes i år. Og det er altså ikke til et hvilket som helst NFL-hold.

Danskeren skal tørne ud for New England Patriots, der har vundet seks Super Bowls, og som har verdensstjernen Tom Brady som quarterback.

Foto: Wesley Hitt
Vis mere

Hjalte Froholdt blev draftet i fjerde runde, og nu kan han se frem til at blive en del af et af nutidens allerbedste hold i NFL.

Det havde han måske ikke lige regnet med, for selvom han inden draften havde talt med samtlige NFL-hold, fortalte han også til NFL-mediet gulklud.dk, at han havde været på besøg hos Oakland Raiders, Chicago Bears og Philadelphia Eagles.

Det blev dog ingen af de tre hold, der skulle have en dansker i denne omgang. I stedet skal Hjalte Froholdt fremover coaches af legendariske Bill Belichick.

Og den danske offensive linjemand kan muligvis få sin NFL-debut, hvis han bliver brugt, når New England Patriots og de andre NFL-hold åbner sæsonen i september.