Antonio Brown er endnu en gang havnet på forsiderne. Og igen er det ikke for noget positivt.
For NFL-spilleren fik simpelthen fyret sig selv under en kamp søndag aften.
I hvert fald hvis du spørger Tampa Bay Buccaneers' træner, der efter kampen ikke gad tale om Brown, men blot konstaterede, at han 'ikke længere er en Buc'.
Noget, der selvfølgelig blev vendt i TV3 Sports NFL-studie.
»Der har ikke været nogen gode forklaringer på det, nok nærmere en ny udvikling i Antonio Browns mentale problemer, som naturligvis er utroligt trist for ham, at han igen skal kæmpe med sådan nogle ting, men også trist for NFL, at en mand skal have så mange chancer, at det til sidst bliver så pinligt, som det er blevet i Antonio Browns tilfælde,« lød det fra Tommy Kjærsgaard.
33-årige Antonio Brown udvandrede under kampen mod New York Jets. Han stod på sidelinjen, da han pludselig smed både trøjen og sit udstyr, inden han løb mod omklædningen med armene over hovedet.
Han løb igennem end zone og forsøgte at få gang i publikum, inden han forsvandt fra banen.
Ifølge en reporter fra Fox havde Antonio Brown været involveret i en højlydt diskussion på sidelinjen, hvor han havde gjort det klart, at han havde tænkt sig at gå. Flere holdkammerater forsøgte at tale ham fra det, men det lykkedes ikke, og til sidst fik Tampa Bays træner altså nok.
Og spørgsmålet er, om stikket skulle have været trukket langt tidligere for Antonio Brown. Sådan lød det fra Anton Bodilsen, der også var med som ekspert i TV3-studiet søndag.
For det er bestemt ikke første gang, der har været problemer med Antonio Brown, der tidligere også har nægtet at dukke op til træning.
»Hvis det ikke var der, skulle det måske have været, da man kaldte Raiders' GM for en 'white cracker' og forlod træningen i vrede. Og frøs sine fødder af. Det er måske bare dumt, der er nok også andre spillere, der ikke er for kloge. Det kunne også have været der, da den voldtægtssag, som stadig kører imod ham, man skulle have trukket stikket. Men nu er han i hvert fald færdig i Tampa Bay, og jeg må tilstå, jeg håber, det er nået til et punkt, hvor jeg ikke behøver beskæftige mig mere med ham,« sagde Bodilsen.
Tidligere på sæsonen har Antonio Brown desuden haft karantæne i tre kampe, fordi han havde forfalsket sit coronavaccinepas, ligesom han også har siddet ude, fordi han brød NFLs regler.