Det danske brillefirma Christopher Cloos nyder i øjeblikket godt af en af verdens største stjerner.

Om du interesserer dig for sport eller ej, har du nok hørt om Tom Brady. Superstjerne, verdensklasseatlet og gift med den brasilianske model Gisele Bündchen.

Den 43-årige amerikanske fodboldstjerne skrev sig ind i historiebøgerne med sin syvende mesterskabsring, da hans hold Tampa Bay Buccaneers vandt Super Bowl i starten af februar.

Siden da er billeder af Brady gået verden rundt. Før, under og efter finalen. Og især i forbindelse med fejringen af triumfen.

Tom Brady fik festet igennem med de danske solbriller på.
Tom Brady fik festet igennem med de danske solbriller på.
Vis mere

Her kunne man gang på gang spotte Brady med solbriller på i Floridas lune solstråler.

Og lige præcis det faktum jubler man over hos danske Christopher Cloos, der i efteråret lancerede et samarbejde med verdensstjernen.

For det er firmaets solbriller, Brady har på. Og det kan man mærke på omsætningen.

Ja, det har man faktisk kunnet lige siden, at Brady og Tampa Bay kvalificerede sig til Super Bowl i slutningen af januar.

»Lige siden lanceringen i efteråret har vi mærket en forskel, men det har taget særlig karakter, efter Tampa Bay kvalificerede sig til Super Bowl. Det har stået på i snart en måned. Det har været en fantastisk oplevelse at have en superstjerne, der er nået så langt. Vi kan mærke, hvordan det sportslige også præger vores forretning,« siger direktøren i Christopher Cloos, Julius Langkilde, til B.T.

Ifølge hans eget skøn er salget steget 'et godt stykke over' 1.000 procent i forhold til samme periode sidste år.

»Det er nu, vi for alvor begynder at se et stort udbytte af samarbejdet,« lyder det.

Samarbejdet med verdensstjernen tog sin begyndelse i maj 2019. Her drønede den nu 27-årige Langkilde rundt på de amerikanske landeveje, da en tanke slog ham.

Han ville give Tom Bradys agent et kald.

Og det skulle vise sig at være en god idé.

Julius Langkilde står i spidsen for Christopher Cloos.
Julius Langkilde står i spidsen for Christopher Cloos.
Vis mere

»Jeg var bosat i USA på det tidspunkt og kender markedet rigtig fint. Jeg tænkte, at Tom Brady var den perfekte kandidat for os. Han er en ikonisk sportshelt, men han er også et stilikon. Man kunne kombinere de to ting i et samarbejde. Jeg 'coldcallede' agenten og fik en snak på en times tid, og det blev til flere og flere samtaler,« siger Langkilde.

Langkilde måtte efter coronaens indtog flytte fra USA til Danmark i februar 2020, men inden han kom hjem, holdt han et møde, der skulle vise sig at blive skelsættende for jagten på Brady.

Her befandt han sig hjemme hos Tom Brady i stjernens penthousekompleks på Manhattan i New York.

Langkilde sad over for Brady, der var flankeret af amerikanerens agent, mens Langkilde havde hyret en designer, der også deltog.

»Vi sad i to timer og designede den brille, der endte med at blive Cloos x Brady-brille. Det var et møde, hvor det også handlede for Tom og mig om at lære hinanden at kende og se, om vi kunne arbejde sammen.«

Og det ville Brady gerne. I efteråret 2020 lancerede Cloos samarbejdet.

Tom Brady med endnu et trofæ.
Tom Brady med endnu et trofæ. Foto: Mark J. Rebilas
Vis mere

Men hvorfor endte Brady med at vælge et samarbejde med et for ham ukendt dansk firma?

Superstjernen er i forvejen meget selektiv med sine partnere, og han samarbejder med store brands som sportsmærket Under Armour, urfirmaet IWC samt Fanatics, som blandt andet sælger NFL-merchandise.

Langkilde tror, det betød meget, at Brady kunne have direkte indflydelse på samarbejdet og i processen.

Men også, at Brady selv måtte kæmpe sig til toppen helt fra bunden.

»Han var selv en outsider, da han skulle draftes til NFL. Han blev valgt som en af de sidste, og så tror jeg, når han møder en ung fyr, der vil noget af det samme bare inden for et andet felt, så kan han virkelig godt se sig selv i den situation og se tilbage på dengang, han kæmpede. Hans dedikation er inspirerende, og jeg tror, han kan se nogle af de elementer hos os.«

Den økonomiske del af aftalen blev blandt andet løftet med hjælp fra investorer udefra.

»Jeg kan ikke sige så meget, men det, jeg gerne må sige, er, at det er en flerårig aftale, og at aftalen blandt andet bærer præg af royalties,« lyder det fra direktøren, der tit er i kontakt med Brady og hans repræsentanter.

Og Brady fik da også en lykønskning fra Danmark efter Super Bowl-triumfen.

»Jeg skrev til ham om natten dansk tid, efter han havde vundet. Og så sendte han en voicemail retur, hvor han takkede for beskeden. Det er sjovt at have den form for samarbejde. Måske tænker man ikke helt over det, men det er en fornøjelse at arbejde sammen med ham og hans team.«

Tampa blev hyldet med en bådparade, hvor spillerne festede igennem.
Tampa blev hyldet med en bådparade, hvor spillerne festede igennem. Foto: Julio Aguilar
Vis mere

Lige nu går tiden med at planlægge den næste lancering med Brady. I april skal Langkilde igen møde stjernen, hvor videomaterialet skal filmes.

Der skal smedes, mens jernet er varmt. Firmaet har en tocifret millionomsætning og havde et underskud på omkring en million efter skat i 2019 og forventer et overskud senest i 2022.

Og her spiller Brady-aftalen en stor rolle.

»Vi forventer, at aftalen betaler sig selv hjem i løbet af år tre. Det er fantastisk, hvis det sker før, men vi går ikke væk fra det oprindelige udgangspunkt,« siger Langkilde og fortsætter:

»Iværksætteri er mange ting. Èn ting er, at man arbejder hårdt og prøver at få tingene til at lykkes, men så er det en fantastisk følelse, når det lykkes. For samarbejdet har da også været et sats.«

Et sats med effekt indtil videre.