NFL-spilleren Antonio Brown er endnu en gang kommet i vælten på kvajet vis.

Midt under kampen søndag aften mellem Tampa Bay Buccaneers og New York Jets valgte han pludselig at sætte sig selv i scene og udvandrede fra banen, efter han havde smidt sin trøje og sit udstyr foran alle.

Hans træner, Bruce Arians, proklamerede efter kampen på tør vis, at spilleren var fyret, da han 'ikke længere var en Buc'.

Her nogle dage efter kommer forklaringen på hele miseren fra den 33-årige Antonio Brown. Det gør han på Twitter med et skriv, hvor han indleder med at takke klubbens fans, hvorefter han skriver:

'Jeg laver fejl. Jeg arbejder med mig selv, og folk tæt på mig påvirker mig positivt. Men en ting, jeg ikke gør, er at stoppe med at spille hårdt på banen. Ingen kan beskylde mig for ikke at give mig fuldt ud i alle kampe.'

'På grund af mit engagement i kampene gav jeg efter for presset fra vores træner og spillede kampen, selvom jeg var skadet. Trods smerter gjorde jeg mig klar, fik en indsprøjtning og, hvad jeg ved nu, noget stærkt smertestillende, som NFLPA har advaret mod at bruge.'

'Jeg spillede, indtil det stod klart for mig, at jeg ikke kunne bruge min ankel sikkert. Derudover var smerterne for store. Jeg satte mig ned, og træneren kom meget sur hen til mig og råbte mig ind i hovedet: 'Hvad er der galt med dig?''

Herefter forklarer Antonio Brown, at Bruce Arians udmærket var klar over, hvad der var galt, men at han alligevel havde sagt til spilleren, at han var færdig, mens han trak fingeren hen over halsen.

'Jeg gav ikke op. Jeg blev skåret fra. Jeg forlod ikke mine brødre. Jeg blev fyret,' lyder det videre fra Antonio Brown, hvorefter han beskylder sin træner for at lyve:

'Han gik på national tv og afviste, at han vidste noget om min ankel. Det er 100 procent forkert. Jeg skulle misse flere kampe på grund af den skade, og det vidste han godt. Jeg har skrevet beskeder med ham, hvor han udtrykker sin viden om min skade,' forklarer spilleren.

Nu venter en operation for Antonio Brown, der tidligere på sæsonen har haft karantæne i tre kampe, fordi han havde forfalsket sit coronavaccinepas, ligesom han også har siddet ude, fordi han brød NFLs regler.