Der var engang, da FC Midtjylland ikke var andet end en drøm kradset ned på en serviet. På det tidspunkt var FC København for længst blevet danske mestre, havde vundet pokalen, ejede Parken og havde købt Brian Laudrup. I dag fører FC Midtjylland Superligaen og sælger ikke længere sine profiler til FC København. Bonderøvene har indhentet københavnerne, der ikke længere kan tillade sig bare at grine. BT fortæller over tre dage historien om et forhold, der er blevet alvor. Om skuldertræk, der er blevet til afsky. Fra begge sider.

Del 1 af 3 - læs del 2 her og del 3 her.

Scene 1: Ståle og Glen tænder op

»Så må vi se, om Glen får de gummiben, han altid får.«

Ståle Solbakken smiler og skæver hen mod Glen Riddersholm, der ikke ser glad ud i TV3 Sports studie. Efter efterårets sidste kampe er FCK-manageren ovenpå i studiet efter en 3-0-sejr og på trods af FCMs forspring på otte point. Riddersholm knurrer lidt. Han mener ikke, at FC Midtjylland fik gummiben i slutningen af sidste sæson, da midtjyderne smed en sikker guldmedalje.

Diskussionen for åbent tæppe tænder for alvor op i fejden mellem FC Midtjylland og FC København. Tidligere har stikpillerne været sendt af sted med smil og humoristiske undertoner. Nu er tonen anderledes alvorlig og spids.

Det er helt åbenlyst, at FC Midtjyllands pludselige status som guldkandidat har ændret kærlige drillerier til hårde slagudvekslinger. I kølvandet på tv-diskussionen kommer så Glen Riddersholms stikpiller til Ståle Solbakken om, at ingen tør gå til nordmanden, at han er presset, og at han burde koncentrere sig om konkurrenterne under sig i stedet for FC Midtjylland.

Sådan blev der sat ild i rivaliseringen mellem FC Midtjylland og FC København.

Fodboldklubberne Herning Fremad og Ikast fS holder pressemøde i Herning tirsdag d. 29 juni 1999 angående sammenlægningen af de to klubbers professionelle afdelinger til storklubben, FC Midtjylland. Her ses Ikasts tidligere borgmester Keld Broberg Lind (tv.), Thomas Thomasberg, Martin Nielsen, Peter Sand og yderst til højre den tidligere borgmester i Herning, Helge Sander
Fodboldklubberne Herning Fremad og Ikast fS holder pressemøde i Herning tirsdag d. 29 juni 1999 angående sammenlægningen af de to klubbers professionelle afdelinger til storklubben, FC Midtjylland. Her ses Ikasts tidligere borgmester Keld Broberg Lind (tv.), Thomas Thomasberg, Martin Nielsen, Peter Sand og yderst til højre den tidligere borgmester i Herning, Helge Sander Foto: ERIK JEPSEN
Vis mere

Scene 2: Fra serviet til storklub

Det ender med to underskrifter på en serviet.

Formand Steen Hessel sidder på Holstebro Stadion påskemandag i foråret 1999 og ser sit hold Herning Fremad spille en forfærdelig kamp. Fremad vinder, men nu er det nok. Han ringer til rivalerne Ikast fS’ formand, Johnny Rune:

»Kan jeg kigge forbi dit kontor i morgen?«

De er begge trætte af middelmådighed. De er trætte af at nøjes, trætte af blot at overleve, trætte af stilstand. De træffer en fælles beslutning ud fra drømmen om mere, men også ud fra en erkendelse af, at de ikke kan klare sig uden hinanden. Ikast har prøvet at rykke op i Superligaen et par gange for at ryge ned igen med et brag. Og så forsvinder de bedste spillere fra klubben som regel. Det er uholdbart i længden.

De to tidligere Ikast fS-spillere Dan Sørensen (midten) og Jacob Juhl (tv.)
De to tidligere Ikast fS-spillere Dan Sørensen (midten) og Jacob Juhl (tv.) Foto: scanpix
Vis mere

Der er ikke langt fra tanke til handling. Det har der aldrig været, når der skal tages beslutninger i den del af landet siden hen. Man må tage problemerne efterfølgende, ellers sker der aldrig noget.

Dagen efter kampen i Holstebro mødes Steen Hessel, en af fire brødre, der driver farens bilfirma Ejner Hessel A/S, med Johnny Rune, direktør i møbelfirmaet Scan Production, på Runes kontor.

På en serviet nedfælder de en fælles aftale om, at en overbygning mellem Ikast og Herning Fremad træder i kraft fra dags dato, hvis de to klubbers bestyrelser bakker op. Gør de ikke, må de lede efter nye formænd.

»Her har I nøglerne til den professionelle afdeling. Enten stemmer I for, ellers kan I få nøglerne,« lyder beskeden til baglandet. De to bestyrelser stemmer for.

Dagen efter – onsdag 7. april 1999 - er der pressemøde med nyheden. FC Midtjylland er født. Målet er at spille med i toppen af dansk fodbold. Med Ikasts gode talentarbejde, et par indkøb og en masse sponsorater kan FC Midtjylland blive en ny dansk topklub. Det er der ingen tvivl om fra dag et. Man vil nå toppen. Ønsket er at blive et midtjysk Brøndby, som er den helt store klub i dansk fodbold på det tidspunkt. FC København kigger man til dels også på, men klubben roder rundt og ved endnu ikke, hvad der skal ske. Det er den kommet efter siden, lyder det i dag fra Midtjylland.

Det er hårdt arbejde fra starten med FC Midtjylland. 63 spillere fra de to klubber skal skæres ned til 38. Det koster omkring halvanden million kroner at sige farvel til de overskydende spillere, og det kan mærkes på den sparsomme egenkapital. Økonomisk modgang har klubben oplevet siden den spæde start. Servietten, som Johnny Rune og Steen Hessel nedfælder FC Midtjylland på, er indtil for få år siden i Johnny Runes varetægt. Nu er den desværre blevet væk. Men klubben, der voksede ud af ordene på servietten, er her endnu. Og det er trods alt det vigtigste.

Første træningsdag med Roy Hodgson i FC København tilbage i 2001
Første træningsdag med Roy Hodgson i FC København tilbage i 2001 Foto: JACOB LANGVAD NILSSON
Vis mere

Scene 3: Hodgsons revolution


Mens FC Midtjylland er ved at gøre serviet til seriøsitet, har Flemming Østergaard allerede taget første skridt for at gøre FC København til ikke bare en dansk magtfaktor, men en europæisk spiller.

Som direktør for FC København i tre år har Østergaard allerede sat sit præg på klubben. Han gjorde det helt store scoop ved at købe Parken og ud fra det danne det økonomiske fundament. Den sportslige målsætning er han ikke bange for at offentliggøre - en plads blandt de 25 bedste i Europa. For en dansk klub i begyndelsen af det nye årtusinde er det ikke bare drømmeland - det er utopi.

Men Flemming Østergaard er stålsat og ambitiøs, og han køber Brian Laudrup for at understrege, at han ikke har tænkt sig bare at tale om ambitioner. Et af Danmarks største fodboldnavne er dog ikke nok til succes. Han finder ud af, at første skridt mod succes starter på bænken. Roy Hodgson skal blande den sportslige cement, som FC København kan bygge sig stor på. Carsten V. Jensen er af Flemming Østergaard udset som den perfekte protege for stjernenavnet Hodgson. CV, som han kaldes, har de lederegenskaber, som Østergaard kigger efter i nøglemedarbejdere.

Brian Laudrup dribler rundt under sin første træningsdag på FCKs træningsanlæg i København tilbage i 1998.
Brian Laudrup dribler rundt under sin første træningsdag på FCKs træningsanlæg i København tilbage i 1998. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

FC Midtjylland er kun lige skudt op af mulden på den jyske hede, og på kontorgangene, hvor Flemming Østergaard, Niels-Christian Holmstrøm og fra 2002 også Jørgen Glistrup har deres daglige gang, er FC Midtjylland ikke skrevet ind i analysen over potentielle konkurrenter. Det er ærkerivalen Brøndby, der jages, mens der skæves til AGF, OB og AaB. De største byer i landet med det største potentiale - set fra et københavnsk perspektiv.

FC Midtjylland regner ingen københavnske ledere rigtigt med i kampen om at blive størst i Danmark. Det er da meget hyggeligt, at midtjyderne vil bidrage til omtalen, men en seriøs sportslig udfordring ses de ikke som.

Roy Hodgson kommer ind i en rodet butik. Sportsligt er FC København i 2000 slet ikke klar til en træner med de ambitioner og den professionalisme, som briten besidder. Det ved man godt. Men Hodgson skal være sergenten. Han revolutionerer FCK med sin tilgang til kampene, sin måde kun at søge sejre på - ikke pænt spil.

Og selvom man i FC Københavns egen optik stadig er et stykke bag de hadede rivaler fra Brøndby, har Hodgson på en bund af to firekæder og ti værnepligtige samt en sydafrikansk lejesoldat i front spillet sig frem til en DM-finale mod Brøndby i Parken.

Den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard krammer Sibusiso Zuma efter 3-1-sejren over Brøndby i Parken, som gjorde FCK til mestre i 2001
Den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard krammer Sibusiso Zuma efter 3-1-sejren over Brøndby i Parken, som gjorde FCK til mestre i 2001 Foto: BAX LINDHARDT
Vis mere

Det bliver en i FCK-sammenhæng legendarisk søndag, da Flemming Østergaard fra sin plads på Parkens A-tribune kan se Sibusiso Zuma skubbe Thorningers aflevering op med brystet, hoppe op og krydse sine to ben og saksesparke bolden utageligt i mål bag Mogens Krogh.

FC Københavns andet mesterskab hentes hjem med den 3-1-sejr, men det er først, da københavnerne i 2002 henter Erik Mykland i 1860 München og Peter Nielsen i Gladbach, at der dannes troen på, at man nu kan blive størst i Danmark. Imens er FC Midtjylland blot en lille modstander, der kæmper med alle midler for at få noget omtale.

Scene 4: Akademi og gentleman­aftale

Telefonen ringer hos Jens Ørgaard. Det er Carsten V. Jensen. Igen. Denne gang er det alvor. De taler sammen jævnligt, og det har de gjort, siden Carsten V. Jensen blev sportsdirektør i FC København i 2006. Meningsudvekslingerne har været mange. Men ofte handler de om det samme: FC Midtjylland og jagten på de alleryngste talenter i hele landet. Ingen er fredede. Akademidirektør Claus Steinlein vil hente dem i alle dele af landet. Fra alle klubber. Også FC København.

Sidstnævnte finder FC Midtjylland ukollegial. Der er skærmydsler mellem Jens Ørgaard og Claus Steinlein vest for Storebælt og Carsten V. Jensen på hold øst. Der er opgør om, hvor langt man kan tillade sig at gå for at hente unge spillere. Hellere søge tilgivelse end bede om lov, mener FC Midtjylland. FCK er uenig.

Det bliver for meget for Carsten V. Jensen, og derfor ringer han sin midtjyske kollega op. FC Midtjylland har blandt andet hentet talentfulde Vito Hammershøy-Mistrati i FCK, og han skal blive den sidste. Jens Ørgaard lytter, og han accepterer. En gentleman-aftale om, at FC Midtjylland holder sig fra FC København, når de fisker talenter, bliver indgået.

FC Midtjyllands tidligere sportsdirektør Jens Ørgaard (tv.), den tidligere FCM-træner Erik Rasmussen og klubbens nuværende sportsdirektør Claus Steinlein (th.)
FC Midtjyllands tidligere sportsdirektør Jens Ørgaard (tv.), den tidligere FCM-træner Erik Rasmussen og klubbens nuværende sportsdirektør Claus Steinlein (th.) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Selvom man i FCK finder den måde, FCM jagter talenter på i hele Danmark, for ukollegial, tænder det dog også et lys. Carsten V. Jensen og Michael Mio Nielsen beslutter derfor, at hvis FCK skal holde Steinleins fingre fra de københavnske talenter, er man nødt til selv at kunne tilbyde et brugbart alternativ til de unge drenge. Det bliver starten på School of Excellence - FC Københavns eget talentudviklingsprogram, hvor man overtager al talentudvikling fra moderklubben KB.

Det er delvist en reaktion på FC Midtjyllands store talentsatsning, delvist en reaktion på UEFAs nye krav om otte hjemmedyrkede spillere i en Champions League-trup. School of Excellence betyder også, at FCK nu kan tilbyde et godt udviklingsmiljø til de unge drenge. Derfor kan man selv gå på jagt efter de største talenter. Men kun inden for en overskuelig radius af København til at starte med. Og der er sørget for, at FC Midtjylland holder snitterne væk.

Den gentleman-aftale holder helt til 2012. Jens Ørgaard stopper som FCM-sportsdirektør efter 13 år i sædet. Claus Steinlein tager skridtet op fra akademidirektør. Og en af hans første meddelelser til FC København kan ikke misforstås: FC Midtjylland vil ikke begrænse sig, og FC Midtjylland vil kunne arbejde frit.

Claus Steinlein vil jage talenter overalt. Også i FC København.

Læs på lørdag
● Claus Steinlein og Johan Lange blander sig i debatten om arrogance og gummiben.
● Bonderøve og midtafrikanere – Flemming Østergaard ankommer til Ikast på traktor, og Jørgen Glistrup kalder FC Midtjylland ’FC Midtafrika’.
● Jagten på en FCM-identitet – Jens Ørgaard køber Jonas Borring for en rekordsum, og skæve typer som Erik Rasmussen, Claus Steinlein, Torben Kølbæk og Jens Ørgaard tegner butikken.

Læs på søndag
● Trods underskud varsler FC København øgede investeringer i den sportslige sektor: ’Når nogen udfordrer os, klapper vi til’
● FC Midtjylland spiller med musklerne - Matthew Benham redder Midtjylland fra konkurs og stopper et salg af Erik Sviatchenko til FC København.
● Hadets kamp - FC Midtjylland har indhentet FC København og smilene er stivnet. Det er blevet alvor.

Om projektet
BT har talt med mere end et dusin af de mest centrale personer i og omkring FC København og FC Midtjylland i de seneste 15 år. Det her er BTs fortælling om rivaliseringen mellem FC Midtjylland og FC København. Fortalt på baggrund af kilder med daglig gang i de to klubber og fortalt med vores ord, men med passager af fortællingen, der bærer præg af kilders egne oplevelser og holdninger.