Der var engang, da FC Midtjylland ikke var andet end en drøm kradset ned på en serviet. På det tidspunkt var FC København for længst blevet danske mestre, havde vundet pokalen, ejede Parken og havde købt Brian Laudrup. I dag fører FC Midtjylland Superligaen og sælger ikke længere sine profiler til FC København. Bonderøvene har indhentet københavnerne, der ikke længere kan tillade sig bare at grine. BT fortæller over tre dage historien om et forhold, der er blevet alvor. Om skuldertræk, der er blevet til afsky. Fra begge sider.

Del 2 af 3 - læs sidste del søndag

Læs Del 1 her:

Scene 5: Steinlein og Lange hælder nyt kul på


»Deres træner kommer med to fyringer i bagagen, og de er i år blevet tævet ud af Europa League, så det næsten var pinligt. Jeg tror, de har glemt, hvordan det er at vinde og ligge nummer et, og derfor forsøger de sig at tale sig selv op og andre ned.«

Over for tipsbladet.dk sprøjter Claus Steinlein inden forårssæsonen sprit ud over de gløder, som FC Københavns tekniske direktør, Johan Lange, har holdt i live med nye udtalelser om FC Midtjylland og deres manglende evne til at sætte nådesstødet ind, når man var tæt på titler.

Det er første gang, boksehandskerne helt smides i den verbale fight mellem de to klubber. Tidligere er de fleste stikpiller blevet sendt af sted smurt ind i vaseline og i hvert fald med en tone, der kunne undskyldes som ’kærligt ment’. Den stil slutter Claus Steinlein, og der er ikke længere tvivl om den store rivalisering.

Scene 6: FC Midtafrika


Flemming Østergaard sidder på en traktor i Ikast. Med FCK-faner svajende fra det lokale køretøj ankommer han til kampen mod FC Midtjylland i 2003. Han bryder sig ikke om idéen. Det har han fortalt flere gange til både direktør Jens Ørgaard og brand manager Torben Kølbæk. Men han er gået med til det i spøg.

Idéen har han selv ubevidst plantet i FC Midtjylland. I en artikel har den såkaldte Don Ø erklæret sit ubehag i forhold til bankospil, bonderøve og tørfisk. De tre ting disker FC Midtjylland op med denne maj-dag. Efterfølgende tager Flemming Østergaard også afstand til happeningen offentligt, men bare et par dage efter tikker der en fax ind hos Jens Ørgaard. Det er fra Flemming Østergaard.

FCK-direktøren kunne alligevel ikke lade være med at lade sig begejstre af FC Midtjyllands initiativ. Derfor skriver han en fax med store roser til midtjyderne og en direkte besked til Ørgaard om at hilse bagmanden for den vidunderlige idé, der i Østergaards optik var første gang, at nogen turde tage kampen op mod FCKs markedsføringsudspil.

Udadtil er tonen dog stadig hård. Hele tiden er der små stikpiller den ene og den anden vej, og der opbygges en form for had/kærligheds-forhold. Rivaliseringen bygges op af, at FC København mere og mere irriteres over FC Midtjyllands evige higen efter at skeje ud og blive set.

Når telefonen ringer på Jens Ørgaards kontor fra Jørgen Glistrup, der er FCK-direktør fra 2002 til 2008, er der masser af stikpiller. Men der er også godt humør. Glistrup kan ikke lade være at drille FCM-direktøren med deres mange afrikanske spillere og nigerianske akademi, og det bliver helt normalt for FCK-direktøren bare at omtale de jyske konkurrenter som FC Midtafrika. Derfor fyrer han også joken af sted på direkte tv.

Det skaber røre i mediebilledet. Især fordi Jørgens far hedder Mogens og er kendt for sit politiske arbejde i Fremskridtspartiet. Men Jens Ørgaard tager det ikke tungt. Han kender Glistrup og rivalens humor.

Og det er mere et udtryk for det forhold, der nu i 2008 er skabt mellem de to klubber. FC Københavns irritation over midtjydernes provokerende stil og fremtoning bliver stadig større, men aldrig så stor, som Jens Ørgaard og Torben Kølbæk håber.

Det kræver større modstand på banen.

Scene 7: Skæve personer søges

Midtjylland udtrykker fra begyndelsen et ønske om at være klubben, der søger nye veje. Dem, der tager udfordringen op med omverdenen konstant. Dem, der udfordrer det traditionelle. Det er det, klubben stræber efter. Og specielt FC København vil man gerne udfordre i starten af 00’erne.

Der er som sådan ikke en modvilje mod FC København som klub, men mod personerne, der tegner butikken. Sportsdirektør Niels Christian Holmstrøms københavner-retorik finder man yderst provokerende. Han er en af grundene til, at man gerne vil slå FC København mere end andre. Det er også derfor, man griber chancen og giver gratis entré til traktorer efter Flemming Østergaards afstandstagen til bonderøve. Klubben kører den helt ud med det store tema. Med et glimt i øjet selvfølgelig. Men også med et gran af alvor. De skal få kamp til stregen, skal de.

FC København tegnes af store personligheder som Niels Christian Holmstrøm og Flemming Østergaard. Og personligheder vil man også have i FC Midtylland.

Klubben søger aktivt efter de skæve eksistenser. Jens Ørgaard, Erik Rasmussen, Claus Steinlein er eksemplerne. De brænder helt vildt for at gøre en forskel. Midtjylland er deres liv, og det er den ånd, klubben bygges på.

Det gør ikke noget, at de er skæve identiteter. Faktisk skal de hellere have noget kant, for det er oftest dem, der er de mest spændende mennesker, lyder ræsonnementet på Heden.

Erik Rasmussen er træner i klubben fra 2004 til 2008. Han bliver hentet ind som et udtryk for klubbens søgen efter skæve personligheder.
Hvordan fanden kunne man finde på at tage ham som træner?, mener man, at de andre klubber tænker om valget. Det er klubben ligeglad med. I deres optik passer han perfekt ind. Han er anderledes. Det kan man godt lide.

Under Rasmussen opnår klubben sit hidtil bedste resultat med to sølvmedaljer. De kreative, udfordrende, tempofyldte spillere får gjort sit indtog ført an af stjernen Mohamed Zidan. Klubbens akademi-satsning på afrikanske spillere begynder at fodre førsteholdet med spillere som Adigun Salami, Femi Ajilore og Baba Collins i håbet om at sælge videre med profit.

Det er nemmere at udvikle spillere med en stærk fysisk fodboldfagligt end den anden vej rundt, mener klubben. Men klubben rammer også ved siden af i forsøget på at spille med musklerne, i forsøget på at være blandt de bedste. Hvad kan I andre?

Det er signalet, man sender til konkurrenterne, da man køber Jonas Borring for 20 milllioner i OB. En af de dyreste handler nogensinde mellem to danske klubber. Det er udelukkende for at spille med musklerne. Borring falder igennem. Det gør investeringer i blandt andet motorsport også. Klubben fejldisponerer med dyre kontrakter til østeuropæiske spillere som Filip Marcic, der ikke holder niveau. Dispositioner der gør ondt i klubben i lang tid. Og sender klubben på randen af konkurs.

Midtjylland bliver hårdt ramt, da finanskrisen kommer. Det er kun på grund af indiske Shrinivas Dempo, at klubben stadig står i 2011. Når man stikker hovedet frem, er der en risiko for at fejle. Sådan er det bare, tænker man i Midtjylland. Det kan ske igen. Men det er ikke kun held, der har reddet klubben. Der må også være tale om dygtighed og et unikt produkt. Det mener man i hvert fald på Heden.

Læs søndag
● Trods underskud varsler FC København øgede investeringer i den sportslige sektor: ’Når nogen udfordrer os, klapper vi til’
● FC Midtjylland spiller med musklerne - Matthew Benham redder Midtjylland fra konkurs og stopper et salg af Erik Sviatchenko til FC København.
● Hadets kamp - FC Midtjylland har indhentet FC København og smilene er stivnet. Det er blevet alvor.

Klik her og læs første del af Hedeturen - Sådan gik FCM og FCKs forhold i flammer

Om projektet
BT har talt med mere end et dusin af de mest centrale personer i og omkring FC København og FC Midtjylland i de seneste 15 år. Det her er BTs fortælling om rivaliseringen mellem FC Midtjylland og FC København. Fortalt på baggrund af kilder med daglig gang i de to klubber og fortalt med vores ord, men med passager af fortællingen, der bærer præg af kilders egne oplevelser og holdninger.