Vejle-spilleren Saeid Ezatolahi røg sammen med det iranske landshold ud af VM-slutrunden tirsdag efter et 0-1-nederlag til USA.

Iran har været det helt store samtaleemne under slutrunden i kølvandet på situationen i landet, hvor der siden slutningen af september har været massive protester i landet mod præstestyret.

Det har kostet adskillige liv, og efter kampen mod USA måtte landsholdsspilleren Ezatolahi sande, at han også havde mistet en kær.

På Instagram deler Ezatolahi, der til daglig tørner ud for den danske 1. divisionsklub Vejle, en tragisk beretning.

Efter nederlaget til USA mistede han en barndomskammerat.

'Jeg ville ønske, at vi kunne blive i den alder for evigt. Uden at man bliver undertrykt. Der er meget at sige, min barndoms holdkammerat. Men desværre drukner folk i dag i misundelse og uro.'

'Så meget, at det er svært eller umuligt at finde et sæt ører at lytte til. Efter sidste nats bitre nederlag har nyheden om dit dødsfald sat mit hjerte i brand. Selv nu, hvor jeg skriver denne historie, har jeg stadig ikke sovet. Min gamle ven, du må vide, at der dag for dag er mindre menneskelighed i denne verden.'

'Der er bare en flok tomme masker, der træder på andre for at få det, de vil have. Men hvor er menneskelighedens samvittighed og sjæl. Der er meget at sige, men vær sikker på, at den dag, disse masker falder, vil sandheden om disse mennesker komme frem.'

'Den dag bliver de nødt til at svare din familie og din mors smerter. Kondolencer til din kære familie. Det er ikke, hvad vores unge fortjener, det er ikke, hvad mit Iran fortjener.'

'De får glæde af at se andres smerte og ser det ikke som et problem, men selv et spejl skammer sig over at se sådanne mennesker,' skriver han i teksten på Instagram, hvor han også deler et barndomsbillede af de to venner.

På sociale medier florerer historien, og den dræbte mand skulle angiveligt være Mehran Samak, der blev dræbt af de iranske sikkerhedsstyrker efter kampen mod USA. Det skriver blandt andre BBC.

Angiveligt fordi han jublede over det iranske nederlag til USA i gaderne sammen med mange andre iranere. Det er dog endnu ubekræftet.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Saeid Ezatolahi.