Lyt til artiklen

Han har kommenteret langt over 1.000 fodboldkampe, og der var som sådan ikke noget særligt 'på spil' for hverken Andreas Kraul eller hans kommentatormakker Per Frimann.

Alligevel blev kampen mellem Iran og Wales en oplevelse, de vil huske for altid.

For det var ikke blot en fodboldkamp for det iranske landshold, der vandt 2-0. Det var en forestilling, hvor følelserne rakte langt ud over spillet på banen, og det gjorde et stort indtryk på den kendte kommentator Andreas Kraul.

»Det var ikke nogen almindelig fodboldkamp. Det var fra start en kamp, hvor der var mange flere følelser at kommentere, end der normalt er i forhold til at vinde, tabe eller spille uafgjort,« siger han og fortsætter:

Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

»Der var så meget på spil, så allerede da holdene kom på banen, og de skal synge nationalmelodier, og vi lige efter får billederne at kommentere på, det satte allerede scenen for, at det blev en lidt anden kommentering og fortælling,« forklarer Andreas Kraul.

Iran spiller nemlig VM midt i det, mange iranere håber kan blive til en revolution på den anden side af vandet i Qatar.

Siden 22. september har der været borgerkrigslignende tilstande i landet som følge af, at den unge kvinde Jina Mahsa Amini døde kort efter at være blevet anholdt af moralpolitiet. Fordi hun ikke var tildækket nok.

Præstestyret mener, at hun døde af sygdom, mens scanningsbilleder viser, at hun var blevet udsat for brutal vold i politiets varetægt.

Jina Mahsa Aminis dødsfald har ført til massive kampe i Irans gader, og det har kostet utallige mennesker - også mange børn - livet, mens omkring 15.000 personer er blevet anholdt for at protestere mod styret. De risikerer nu dødsstraf.

Så følelserne er i den grad eksplicitte hos iranerne, således også til kampene ved VM.

»Jeg må sige, at det gik i maven på mig, da man så billeder fra tilskuerpladserne under nationalmelodierne. Der er forskel på, når nogen teatralsk står og har følelserne uden på tøjet og så det her med, at der var så mange tårer hos de iranske fans, og man kunne se på dem, hvor meget det betød på dem. Det gjorde indtryk,« siger Andreas Kraul.

Han må selv siges at have oplevet lidt af hvert til fodboldkampe, men opgøret mellem Iran og Wales gik altså ind under huden på ham.

»Jeg bliver rørt på den måde, at jeg bliver genbekræftet i, at fodbold kan enormt meget. Det er så store følelser, og det kan gøre så meget ved folk. Jeg bliver helt overvældet af det,« siger han og fortsætter:

»Det er en svær situation at sætte sig ind i, hvad der foregår i Iran, når man er udenforstående, og vi prøver at forberede os og så videre, men når det fylder så meget og skaber så store følelser, så er det svært ikke at lade sig rive med af de følelser,« forklarer han og sætter flere ord på de ekstraordinære billeder, han så fredag i Doha.

»Jubelscenerne var jo fuldstændig magiske, det er jo vildt at se mennesker blive så glade. Det handler både om situationen, der er i Iran nu, men det handler jo også om et hold, som gerne ville have Carlos Queiroz tilbage som træner, det kan ikke undgå at gøre indtryk. Det er VM-følelser i sin reneste form.«

»Der var også billeder af en walisisk far og søn, hvor han prøvede at trøste drengen, det var så meget VM, som noget kan være i det her på mange måder skøre VM.«

I spillet på banen skulle vi helt hen til den lange overtid, før Iran på mål af Roozbeh Cheshmi og Ramin Rezaeian fik skabt eufori på Ahmad bin Ali Stadium, og Andreas Kraul har en idé om, at det vindende hold har vundet mere end tre point – nemlig en masse hjerter.

»Det var en fejring, der ikke lignede en fejring efter en sejr i kamp nummer to i det indledende gruppespil. Det var med lufttur og kvælertag på træneren. Det var så dybtfølt en glæde. De fleste vil kunne sætte sig ind i det, og Iran har en VM-darling i sig, fordi de spiller en type sjov kamp. De var gode og angreb, og jeg tror, at det for mange kan blive hold nummer to, de følger,« siger han og afslutter med at kategorisere opgøret i den tunge ende af utroligt mange kampe, han har kommenteret:

»Det er en af de kampe, jeg vil huske, og det er ikke alle, jeg kan sige det om. Det står på listen ligesom Brasilien mod Tyskland (semifinale i 2014, hvor tyskerne vandt med 7-1, red). og nogle af de andre store.«