Et fodbold-VM, der ikke kun handler om spillet med læderet på en grønsvær med 11 mand på hvert hold.

Slutrunden i Qatar er også historien om, hvordan verdens største show på korrupt vis er havnet i hænderne på de forkerte mennesker og i et land, som behandler rigtig mange af sine migrantarbejdere på uværdig vis, og som også halter på en række andre områder som synet på homoseksuelle og kvinder.

Nu er der kun få dage, til åbningskampen skal spilles, og mens anfører for Danmark, Simon Kjær, deler holdningen om, at rigtig meget er forkert ved VM i Qatar, slår han også et slag for, at landsholdet er kommet til slutrunden for primært at spille fodbold.

»Jeg glæder mig helt vildt til at spille VM og opleve det med gutterne. Det er også det, vi har snakket lidt om – at vi bliver nødt til at parkere det lidt og koncentrere os om at spille fodbold og at vinde den første kamp over Tunesien. Og vores forberedelser er i gang, så der skal ikke være tvivl om, at vores fokus er 100 procent på fodbolden,« siger Simon Kjær og tilføjer:

»Man kan ikke gøre det hele, man kan ikke stille alle tilfredse, for der vil altid være nogen, der synes, man ikke gør mere. Men jeg er 100 procent sikker på, at vi er nogle af dem, der er gået længst,« lyder det fra Simon Kjær.

Lørdag kom det frem – to dage efter dette interview – at han vil gå ind på banen mod Tunesien med et anførerbind, der ikke er godkendt af FIFA, men som er en del af antidiskriminationskampagnen 'One Love'.

Det sker, efter en række lande – både deltagende VM-nationer og ikke-kvalificerede lande – i Norge, Sverige, Schweiz, Tyskland, Belgien, Frankrig, England, Wales og Holland er gået sammen om samme initiativ.

Tidligere har DBU blandt andet søgt om lov til at træne i trøjer med teksten 'Human Rights for All' i Qatar, men det blev afvist, og af frygt for sanktioner fra FIFA er idéen lagt i graven.

»Vi har sagt så mange ting, og jeg tror, at vores holdninger er de samme. VM skulle ikke ligge her, det skulle ikke ligge på det her tidspunkt af året. Så kan man snakke om, hvordan det er kommet hertil, men det har vi ingen indflydelse på. Så jeg håber, at vi kan begynde at snakke mere om fodbold, for det er derfor, vi er her, og det er det, vi kan gøre noget ved,« siger Kjær og fortsætter:

»Men samtidig har jeg også respekt for, hvorfor de her ting bliver nævnt. Men det er bare utroligt komplekst. Det er en beslutning, der blev taget for 10-12 år siden, og nu sidder vi her og skal forholde os til det,« bemærker Simon Kjær, der ikke hopper med på FIFA og Qatars propagandavideoer, der på det seneste er dukket op med betalte fans, som skal udgive sig for at holde med diverse VM-lande.

»I forhold til de fans og videoer, der er blevet lavet, der kan vi alle godt gennemskue, hvordan det fungerer. Det er ærgerligt, og jeg håber på, at der kommer flere danskere herned og bakker os op, for selvom man er kritisk og stiller spørgsmålstegn ved det, føler jeg godt, at man kan tage herned og bakke fodbolden op.«

»Det er trods alt en VM-slutrunde, og jeg synes, at det er ærgerligt, hvis det her for én person er den eneste slutrunde, han får. Så er det ikke fair over for den person, som har arbejdet hele sit liv for at komme til en slutrunde, at han så ikke kan få den oplevelse. Selvfølgelig vil denne her slutrunde være anderledes end alle andre, men det er trods alt det største, en fodboldspiller kan opnå – at komme til VM. Det må heller ikke overskygge det hele ved fodbolden,« pointerer Danmarks kaptajn.

Simon Kjær og Danmark åbner VM for de rød-hvides vedkommende tirsdag.