VM er hård træning, kampe med kort mellemrum og et enormt pres på samtlige spillere. Bare ikke lige for de danske drenge. Eller i hvert fald ikke lørdag i den russiske badeby Anapa.

Åge Hareide havde truffet en beslutning. Der var ‘behov for at bryde rytmen og lave noget helt andet for en stund’, som DBU skrev. Og så gik der ellers den store badedag i den for Kasper Schmeichel og co., der tog en tur ned på stranden i samlet flot lørdag formiddag for også at nyde lidt af det, som Anapa kan - nemlig en fin badestrand, hvis man ser bort fra et par meters alger.

I videoen herover kan du komme med B.T. til Anapa - uden landsholdsspillere dog.

Her spillede de danske landsholdsstjerner lidt ‘gris’, hvor det gælder om at holde bolden i luften og ikke lade den ramme jorden - eller altså sandet i denne omgang. Synet af stjerner fra Tottenham, Dortmund og Chelsea kunne de lokale russere så nyde af, hvis de havde trodset den drypvise regn og det overskyede vejr i byen ved Sortehavet.

(I videoerne herunder kan du se landsholdsspillernes egne optagelser af fridagen.)

For det var ikke den bedste dag, Åge Hareide havde valgt at give sine spillere fri, hvis man er til sol og sommer. De seneste uger har solen stort set hver dag banket ned fra en skyfri himmel og skudt temperaturerne op over 30 grader, men lørdag var altså med et tungt skydække.

Måske var det derfor, at landsholdsspillerne i stedet valgte i relativt samlet flok at gå en tur ind langs den kulørte havnepromenade i Anapa. Hvis du ikke har læst det før, så er det en promenade med tivoli, tivoli, badeland og endnu mere tivoli. Du kan ikke gå fire meter uden at have fået tilbuddet om at skyde en ballon ned eller kaster bamsebananer i munden på en Minion.

(I videoerne herunder kan du se landsholdsspillernes egne optagelser af fridagen.)

Det er usikkert, om Christian Eriksen eller en af holdkammeraterne lod sig lokke af det, men spillerne nåede da godt rundt i byen og fik også kigget lidt på det lokale madmarked. Dermed blev der altså rusket godt op i vanerne i Anapa, hvor en daglig træning og et møde med pressen har været hverdagskost siden ankomsten ved Sortehavet den 11. juni. Og det var der også brug for, fortalte Martin Braithwaite fredag med udsigten til en russisk fridag.

»Jeg føler ikke, at folk virker slidte. Vi virker til at have masser af overskud. Men samtidig er det lang tid og mange dage, at vi er sammen og er på med træning og uden fridage. I klubben er det normalt, at du har en fridag i løbet af ugen, så det er da en god idé,« sagde Martin Braithwaite.

På det tidspunkt vidste han og resten af det danske landshold ikke med sikkerhed, om de ville få en fridag, men Åge Hareide havde det altså i tankerne, sagde han.

Vi kommer sandsynligvis til at trappe mere ned til træningerne frem mod Frankrig-kampen, og det kan være, at spillerne får fri fra træning lørdag for at hvile og lave lidt alternativ træning, sagde Åge Hareide.

Og klokken 21.19 lokal tid i Anapa kom beskeden så ud til VM-pressen. Ingen træning og ingen snak med pressen. Til gengæld en god dag i Anapa for de danske landsholdsspillere, som tirsdag skal vise Frankrig, om hviledagen har hjulpet.