For første gang siden 2015, hvor han stoppede som landstræner, skal Morten Olsen tilbage i nationalarenaen. En oplevelse han kalder mærkelig, men pragtfuld.

»Det bliver mærkeligt. Jeg har jo kun prøvet at være spiller eller træner, når jeg har været i Parken til en landskamp. Nu er jeg lige pludselig tilskuer, hvilket er noget helt andet,« siger den mangeårige landstræner til B.T.

»På samme tid bliver det også pragtfuldt at komme tilbage. Der findes ikke et bedre sted i verden end Parken på en landskampsdag. Og lige nu er stemningen jo elektrisk omkring landsholdet, så det glæder jeg mig meget til at opleve.«

Morten Olsen har i mange år været bosat i Belgien. Derfor har en tur i Parken skulle planlægges med fly og lignende. Den prioritet har han ikke følt siden sit stop som landstræner.

»Efter mit stop i 2015 var jeg mættet af fodbold. Jeg kunne mærke, at det skulle på afstand. Den følelse har jeg dog ikke på samme måde mere. I sommer skulle jeg også have været der til EM, men grundet corona kom jeg ikke afsted.«

Olsen var landstræner fra 2000 til 2015. Så selvom han ikke har set holdet live siden 2015 er følelserne omkring landsholdet stadig intakte.

»Det er de bestemt. Jeg følger stadig nøje med. Jeg har jo også selv trænet en del af de spillere, der er på holdet, og deres karriere følger jeg også meget med i. Det er en voldsom udvikling, mange af spillerne har haft.«

Af spillere nævner Olsen blandt andet landsholdets anfører, Simon Kjær, som har haft en imponerende udvikling siden 2015. Morten Olsen var manden, der gav Kjær sin landsholdsdebut i 2009. Lige siden har han været at finde blandt de udvalgte.

Morten Olsen glæder sig til at opleve stemningen i Parken igen, der måske er mere elektrisk end nogensinde.
Morten Olsen glæder sig til at opleve stemningen i Parken igen, der måske er mere elektrisk end nogensinde. Foto: Liselotte Sabroe/itzau Scanpix
Vis mere

»Han er blevet en verdensklassespiller, hvilket hans nominering til Ballon d'Or også fortæller. Han er sådan en spiller, der er fantastisk at have på et hold. Både spillemæssigt og ledermæssigt.«

Foruden Kjær er resten af spillertruppen også i en god forfatning, mener Olsen. Meget bedre end, da han selv var i trænerstolen.

»Både individuelt og som hold er det et bedre hold, end dengang jeg var landstræner. Det er der ingen tvivl om. De danske fans har også fået mere underholdning at se på samtidig. Der skal der også lyde en stor cadeau til Kasper (Hjulmand, red.) og trænerteamet. Det er et imponerende stykke arbejde, de har gjort.«

Selvom han er imponeret over den nuværende form for det danske landshold, får man ham ikke til at udråbe Danmark som favorit til det kommende VM i Qatar.

»Det får du mig ikke til at sige. Der er for mange uvisheder i fodbold til, at jeg kommenterer på sådan noget. Puljerne er heller ikke trukket endnu. Det kan også have en betydning. Men jeg er da optimistisk i forhold til de danske chancer. De har ikke været bedre. Lad mig sige det sådan,« afslutter Morten Olsen.