Godmorgen og velkommen til Anapa.

Hvor technomusik på 100 decibel er mindst lige så almindeligt som at rejse sig fra stolen og danse på restauranten, inden borschten (russisk rødbedesuppe red.) er serveret. Her er sol, og det begynder at lugte lidt af VM, efter Danmark for første gang inviterede folk til træning. Her var Christian Eriksen mere end almindeligt populær.

Rus-tur

Anapa er et specielt sted, men solen skinner, og der har været flere højdepunkter, siden vi ankom på vores strandhotel La Melia sent søndag aften.

  • At blive modtaget i lufthavnen af en løsgående og herreløs kat. Ja, den smøg sig rundt blandt gamle, slidte Levi’s bukser og lodne russiske ben.

Jens valgte naturligvis at kæle med lufthavns-katten som det første.
Jens valgte naturligvis at kæle med lufthavns-katten som det første.
Vis mere

  • At se dørkarmen ligge på gulvet på værelset, da døren lukkede lidt hårdt i. Vi kunne heldigvis selv skubbe den på plads igen på den gamle fugemasse.
  • Taxaturene er også altid en oplevelse!
    • Jeg er ikke-ryger, og det er normalt kun min far, der forkæler mig med en smøg i en helt tillukket bil, men jeg fik også lov at dele den oplevelse med en ny aserbajdsjansk ven også.
    • Taxaer i Rusland er knap så organiserede. Det er mest bare en mand med en bil - hvis man er heldig, er den endda uden revner i forruden og lavet efter murens fald. Men der var skruet op på interiør, da en chauffør var gået 1980-porno på den med fuldt leopard-indtræk.
  • Og toppen af turen indtil videre: Da vores fotograf i fuld alvor spurgte, om vi var i Hviderusland. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville fortælle det videre. Men jeg sagde intet om, at jeg ikke ville vise ham frem i badekåbe. Så værsgo:

Vores fotograf, Jens Nørgaard, sørger altid for at være smurt godt ind.
Vores fotograf, Jens Nørgaard, sørger altid for at være smurt godt ind.
Vis mere

Fantastiske nigerianere

Det der er fanme VM-feber! Og hvis jeg mærkede ordentligt efter, havde Jens Nørgaard ramt omkring 39 grader. Så vi er altså ved at være godt lune på det VM, der starter fredag.

Det er Nigeria også. De er brandvarme. Bare se, hvordan det så ud, da de tog af sted mod Rusland. Den der landsholdsuniform... Det er et smukt syn!

Lille Griezmann

VM-historierne begynder også så småt at dryppe ind, mens landsholdene gør det samme rundt omkring i det store russiske land. Blandt andet har nogle fundet en forrygende lille video frem af en meget ung Antoine Griezmann på jagt efter autografer blandt franske landsholdsspillere. Nu er det den franske Atletico Madrid-stjerne selv, der står med kuglepennen i hånden.

Vi så selv i Anapa tirsdag, hvordan de lokale børn kiggede med lys i øjnene på den Christian Eriksen-autograf, de lige havde fået på t-shirten eller kasketten. Det var ikke helt samme måde, Søren Hanghøj og jeg kiggede på vores knastørre andelår smurt ind i kirsebærsauce. Gastronomien er ikke helt i top i Anapa - medmindre man selvfølgelig er til kogte kødboller til morgenmad. Det er Jens Nørgaard heldigvis.

Hvad sker der så i dag? Vi skal en tur til pressemøde med danskerne. Nicolai Jørgensen, Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen er de tre, man kan tale med. Og assistenttræner Jon Dahl Tomasson, fordi Åge Hareide ikke kommer de næste par dage. Og så er det jo onsdag. Der er kun en dag til åbningskampen ved VM.

Vi tæller ned!