Lyt til artiklen

De er enormt trætte af corona-reglerne ved årets VM.

Og det lægger de bestemt ikke skjul på i den danske lejr, hvor blandt andre Niklas Landin har valgt at bakke op om en officiel klage, der er blevet indsendt til Det Internationale Håndboldforbund.

En klage, der er skrevet af den islandske VM-spiller Björgvin Pall Gustavsson, der i et opslag på Twitter oplyser, at andre håndboldspillere står bag klagen.

Et opslag, Niklas Landin har delt med sine mange følgere.

»Jeg synes egentlig, at det, han skriver, giver meget god mening, og så synes jeg, man kunne stå sammen om det. Jeg har lidt samme holdning. Nu er der lige blevet holdt et fodbold-VM, hvor det gik ganske udmærket uden alle mulige test. Og det synes jeg egentlig også, man kunne gøre her,« siger den danske målvogter.

Helt grundlæggende henviser Gustavsson i sin klage til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og peger på 'beskyttelsen af frihed og privatliv samt friheden til at arbejde'.

Reglerne under VM i Polen og Sverige lyder, at spillerne skal testes for corona flere gange.

Først blev de testet inden gruppekampene, næste gang er inden mellemrunden og igen lige inden en eventuel kvartfinale.

Niklas Landin og resten af landsholdet.
Niklas Landin og resten af landsholdet. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hvis en spiller tester positiv, skal vedkommende være isoleret i fem dage. Og først herefter, hvis man kan fremvise en negativ test, må man spille igen.

Noget flere spillere har kritiseret, fordi covid-19 i eksempelvis Danmark ikke længere betegnes som en samfundskritisk sygdom, og samtidig ikke er noget, der har fyldt i løbet af sæsonen.

»Vi har været vant til i lang tid, der ikke har været test, vi har kørt Bundesligaen igennem, der har været Champions League uden test, det ville være normalt også at gøre det her,« siger Niklas Landin.

Og han fortæller, der er noget i gang i forhold til at klage yderligere.

»Vi har vores Spillerforening, som kører det for os. De er i gang med IHF. Der er flere lande. Jeg er selv i spillerrådet. Danmarks spillerforening og nogle andre lande er gået i gang med at snakke med IHF,'«siger målvogteren.