Det danske fodboldlandshold sang igen 'Store Patter' i omklædningsrummet på Brøndby Stadion efter 1-0-sejren over Panama.

Det kunne man høre i en video, som landholdets Facebook-side Herrelandsholdet lagde op efter kampen.

Her kan man se landsholdet synge:

  • 'Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af, hey hey hey. Store patter!'

Sangen skabte stor polemik sidste år, efter Danmark havde kvalificeret sig til VM. Dengang lagde Landsholdet også en video og med sangen, og det mente flere var kønsdiskriminerende.

Blandt andre den tidligere minister Mette Gjerskov, der kaldte det latterligt.

»Jeg synes egentlig ikke, vi skal begrænse fodboldspilleres ytringsfrihed. Men jeg vil forbeholde mig ret til at opfatte dem som latterlige drengerøve, formentlig med meget små kønsorganer, hvis de insisterer på at råbe 'Store Patter',« lød svadaen fra Mette Gjerskov.

Også den antisexistiske forening Everyday Sexism Project Danmark var rasende, og ville have den aflivet:

»Vi taler om, hvordan alle de krænkelser kan ske, som der berettes om under hashtagget #MeToo, og det er ganske enkelt. Det er, fordi vi har en kultur, der tillader det, og en kultur, der lærer drenge at være ‘boys-will-be-boys’, hvor sexisme er en del af dette,« skrev Everyday Sexism Project Danmark på Facebook.

Små sko

Andre tog dog landsholdet i forsvar - blandt andet landsholdslegenden, Preben Elkjær:

»Hør nu her, vi snakker om unge mennesker. De tænker jo ikke noget som helst nedladende med deres sang. De er glade, de har vundet, det er deres kampråb, og i det her tilfælde er det så »store patter«. Det er da at gå i små sko at klage over det,« sagde den 60-årige Preben Elkjær dengang.

Sagen endte med, at DBUs etiske råd tog sagen op. De kom til konklusionen, at landsholdet skulle tænke sig om en ekstra gang.

»Vi har konstateret at sagen har givet anledning til, at nogen har følt sig stødt. Derfor henstiller Fodboldens Etiske Råd, at spillerne på landsholdet er opmærksomme på deres egne etiske spilleregler for optræden på landsholdet. Herunder ikke mindst, deres rolle som forbillede især for børn og unge. På tilsvarende vis håber vi, at alle i fodboldverdenen er opmærksomme på de etiske principper fra DBUs Code of Conduct,« lød det fra Fodboldens Etiske Råd.

Herunder kan du se Herrelandsholdets opslag:

Folk har været hurtige til at kommentere detaljen på Facebook-siden.