Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) er gået ind i sagen om 'Store Patter'.
Hun har sin helt klare mening om de spillere, som kommer med det famøse udråb. Og hun lægger ikke fingrene imellem:
»Jeg synes egentlig ikke, vi skal begrænse fodboldspilleres ytringsfrihed. Men jeg vil forbeholde mig ret til at opfatte dem som latterlige drengerøve, formentlig med meget små kønsorganer, hvis de insisterer på at råbe 'Store Patter',« lyder svadaen fra Mette Gjerskov.
De to ord er et ikke helt ualmindeligt sejrsråb for et fodboldhold efter en sejr. Hele Danmark kunne høre med efter den afgørende sejr i VM-kvalifikationen over Irland, hvor spillerne på det mandlige fodboldlandshold råbte ordene efter den traditionelle sejrssang: 'Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af'.
Det var der nogle, som blev forargede over, mens andre syntes, det var noget pjat at tage anstødeligt.
Senest blev det taget op i Fodboldens Etiske Råd, som kom frem til at henstille til, at spillerne tænker sig om.
