TV 2 har indsat vagter på adresserne i Odense og København, skriver fagmediet Journalisten.

Det sker efter en episode, hvor TV 2 i fredags udsendte en offentlig undskyldning på både dansk og engelsk, efter et klip fra mandagens udgave af magasinprogrammet 'News og Co.'.

»Det er korrekt, at søndag var en heftig dag i receptionen, hvor der har været opkald af truende karakter. Det efterforsker politiet naturligvis, og derfor har der også været politi til stede på Kvægtorvet. TV 2 er i tæt dialog med politiet, som ikke vurderer, at trusselsbilledet er øget,« lyder et skriftligt svar til Journalisten.

I programmet fik Christian Høgh Andersen, der var vært sammen med Søren Lippert, sammenlignet det marokkanske fodboldlandsholds sammenhold som en familie med et billede af aber, som Søren Lippert holdt.

»I programmet NEWS & Co på TV 2 NEWS mandag 12. december kom jeg desværre til at tale om det marokkanske fodboldlandshold på en måde, som jeg gerne vil undskylde for. I programmet talte panelet om VM i fodbold, hvor det er kommet frem, at det marokkanske landshold – modsat andre landshold – har deres familier med, fordi de støtter op om holdet,« forklarede Christian Høgh Andersen i et opslag på Facebook og gav en uforbeholden undskyldning.

»Det, jeg sagde, kan opfattes som en racistisk kommentar, og det var på ingen måde min hensigt med det. Det er forkert, selv om det overhovedet ikke var hensigten. Det er jeg meget ked af, og det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning for,« skrev han.

TV 2 har også kommet med en undskyldning.

»Vi undskylder, at en vært på TV 2 NEWS kom med en kommentar, der både er forkert og stødende. Selvom det absolut ikke var hensigten fra værten, så er det en bemærkning, som både vores vært og hele TV 2 tager afstand fra. Det her var en klar fejl, det siger vi undskyld for, og det tager vi med i det videre arbejde på redaktionen,« lød det fra Anne Mette Svane, chefredaktør på TV 2 NEWS.

Marokkos fodboldhold har været VMs store overraskelse, og de nåede som det første hold fra det afrikanske kontinent frem til semifinalen. De kom dog hjem uden medaljer, da først Frankrig og siden Kroatien blev for store mundfulde.